Den “generalistiske” tilgang hos det unge reklamebureau Anew er faldet i kundernes smag.
Forbilledet for de tre tidligere seniorfolk fra Saatchi & Saatchi, der i april 2010 etablerede Anew, var internationale trendsettere som det amerikanske bureau Anomaly. Som sit amerikanske forbillede samler Anew kræfterne omkring strateger og konceptstærke kreative, hvorimod funktioner som tv-produktion, rentegning og programmering outsources til udvalgte samarbejdspartnere.
Og det er tilsyneladende en fin mode, for efter blot ti måneder efter opstarten kan bureauet skrive otte kunder på listen. Herunder Fullrate og Georg Jensen.
Anew-direktør Mads Duzenius Christensen siger:
- I en tid, hvor der er opstået en underskov af bureauer med specialkompetencer, oplever vi, at kunderne får sværere og sværere ved at navigere. Spørger man et traditionelt bureau, så er løsningen traditionel, og spørger man et dialogbureau så er løsningen dialogmarkedsføring, og spørger man et socialmedia bureau, så er løsningen Facebook. Vi er ikke et disciplin-bureau og er derfor i højere grad i stand til at anbefale den mest effektive løsning på kundens udfordring.
Samarbejdsformen giver derfor også meget varierende arbejdsopgaver.
- For nogle kunder er vi lead og laver alt fra reklamefilm til online-markedsføring, og for andre laver vi fokus opgaver som eksempelvis forhandlerkoncepter og kundeloyalitets-løsninger, fortæller Mads Duzenius Christensen, der i øvrigt her i januar har kunnet fordoble antallet af medarbejdere til seks personer.
Samtidig råder bureauet over et netværk af mere end 25 håndplukkede underleverandører.
- Vores mål er ikke at være store, men i lige så høj grad at have et stort netværk. Vi har haft brug for flere kræfter til at kunne løse opgaverne. Det afgørende er, at finde de personer, der er hybrider på on- og offline kommunikation, og som kan tænke i helhederne, og så må de gerne have arbejdet ude for landets grænser, eftersom en del af vores opgaver ligger dér, siger Mads Duzenius Christensen.