Med brug af augmented reality og mobilstregkoder har mejerikæmpen Arla lanceret et fodboldspil på mælkekartonerne, der skal gøre det lidt sjovere at drikke mælk.
Det med fodbolden er ikke tilfældigt, da Arla i flere år har sponseret det danske fodboldlandshold. Nu forsøger mejeriet så at koble mælk og fodbold tættere sammen ved at give mælkedrikkere mulighed for at afprøve fodboldfærdighederne i et nyt spil, som det digitale bureau Creuna står bag.
Spillet er det første resultat ”af et langsigtet samarbejde om at knytte forbrugerne tættere til Arla Lærkevang-brandet via digitale tjenester”, som det hedder i en pressemeddelelse.
Siden uge 21 har Arla Lærkevangs mælkekartoner været udstyret med en mobilstregkode, som kan scannes via en applikation til smartphones og iPads. Herved loades fodboldspillet, hvor man blandt andet kan score på straffespark mod Thomas Sørensen, udfordre sine venner og dele på Facebook.
- Vi ønsker, at vores forbrugere skal involvere sig mere i Arla Lærkevang og de værdier, der er knyttet til produkterne. Sammen med Creuna indgik vi et samarbejde om at tilføre en digital dimension til produkterne, der skal gøre Arla Lærkevang til et mere engagerende brand i forbrugernes bevidsthed, siger Charlotte Richter Hollesen, Senior Brand Manager for Arla Lærkevang.
- Arla Lærkevang og fodboldspillet er et godt eksempel på, hvordan man kan tilføre en digital dimension til sit produktbrand. Herigennem får det en større relevans og appel til det stigende antal forbrugere, der anvender digitale medier og devices som den naturligste ting i hverdagen – og som udforsker og adopterer nye trends hurtigere end nogensinde, siger Thomas Rosendahl, den projektansvarlige hos Creuna.
- Kampagnen er det første skridt i et forløb, der skal være med til at etablere Arla Lærkevang som et mere relevant, engagerende og tidssvarende brand i forbrugernes bevidsthed, afrunder Thomas.
Samarbejdet mellem Arla og Creuna går flere år tilbage. Creuna har bl.a. udviklet et digitalt opskriftsunivers på www.arla.dk samt en række mobile applikationer. I forbindelse med fodbold VM i 2010 lancerede Arla og Creuna “VM Fan App” til iPhone, som strøg helt til tops i iTunes App Store som den mest populære gratis sportsapplikation under VM 2010.                              
Fodboldspillet blev lanceret i uge 21. Stregkode, instruktioner og regler kan findes bag på Arla Lærkevangs mælkekartoner og Arlas danske Lærkevang hjemmeside.