Det lykkedes for fire danske bureauer at hente fire Wood Pencils hjem til Danmark fra det formentlig vanskeligste awards-show i verden, nemlig D&AD.

Og selv om Wood er det nederste trin på award-listen, er præstationen betydeligt mere eksklusiv end at vinde en bronze-løve i Cannes.

Den første uddeling af Wood gik Space10 og Norgram, der vandt blyanten i Digital Design for et UX Experience Design for IKEA.

UncleGrey hentede nr. 2 med ”Canon – Local Business Never Looked so Good” i kategorien Direct Response/ Digital.

Den tredje gang Danmark blev nævnt skyldes den efterhånden globalt meriterede ”Faroe Island Translate” for Visit Faroe Island og Atlantic Airways. Det var naturligvis Mensch og Sansir, der løftede trofæet for arbejdet i PR-kategorien Multi Market Campaign.

Endelig fik Hjaltelin Stahl Wood for ”Writing for Poster Advertising” for ”Warhead” casen for Greenpeace. En smuk streg og pen, der kan ses her under. Og naturligvis med adresse til Donald Trump.

Resultatet af et fantastisk samarbejde

Det lykkedes at fange Mensch for en kommentar lige efter prisuddelingen:

– Vi er meget stolte over at vinde ved D&AD med Færøerne. Det er resultatet af et fantastisk samarbejde og en stor tak skal lyde til hele resten af holdet fra Mensch, Sansir, Kovboyfilm og Ehrenberg Kommunikation. 

– Vi er alle dybt taknemmelige over at have fået lov til at være med på den rejse, vi har taget sammen med Visit Færøerne og Atlantic Airways, siger Rune Hørslev, kontaktdirektør hos Mensch.

Hos Hjaltelin Stahl er der naturligvis også glæde:

- Storartede nyheder, vi er meget glade hos Hjaltelin Stahl, og godt at vi kan skrive 4 danske vindere bag øret - med blyant. Lad os håbe det flotte danske niveau fortsætter i Cannes, og ikke mindst til VM i fodbold, siger Nicolai Stahl, den kreative direktør.

Om UncleGreys arbejde for Canon lyder det:

- Et billede fortæller mere end 1000 ord, så et uheldigt foto kan i dag ses direkte i regnskabet hos fx den lille lokale pizza-restaurant, og det var grobunden for, at Canon manifesterer vigtigheden af et godt foto, siger Simon Naver, Associative Creative Director.

Og de tre Black Pencils gik til

Ved D&AD festivalen i London her til aften blev der uddelt 721 Pencils, 488 af Wood, 156 Graphite, 74 Yellow Pencils og kun tre Black Pencils.

Den første af de tre Grand Prix’er gik til Havas for Palau Legacy Project, en indsats for nogle små øer i Stillehavet, Palau Islands, der får de mange turister til at underskrive en erklæring på, at de vil værne om miljøet.

The Guardian skriver, at det er første gang i verdenshistorien, at et samfund kræver den slags selvjustits at turister, der i øvrigt sikrer øernes indtjening. Via The Pledge skriver man under på, ved ankomsten, et løfte til børnene på Palau. Ellers får man ikke indrejsetilladelse.

Du kan se filmen her.

Grand Prix nr. 2 gik til Saatchi & Saatchi New York for arbejdet for Procter & Gamble i Film Advertising for casen ”It’s a Tide AD”. Tide er et vaskepulver-brand i P&G koncernen, og det er unægtelig en anderledes tv-reklame.

Den kan ses her.

Den tredje Grand Prix, altså en Black Pencil, tildeltes McCann New York ”Fearless Girl”. Denne statue, provokerende stillet foran Wall Streets Bull, er allerede i dag legendarisk, men den tåler gentagelse. Se billedet i toppen. Arbejdet for State Street Global Advisors har vundet alle de Grand Prixer, den er indsendt til.

Danske Per Pedersen sidder i øvrigt i D&AD’s Advisory Board sammen med bl.a. Sir John Hegarty. D&AD er stiftet i 1962 og er mere centreret omkring fusionen af design, innovation og kreativitet end fx Cannes Lions.