Om godt en måned samles klodens kreative elite i Sydfrankrig – nærmere bestemt i Middelhavsbyen Cannes - for at kåre det forgangne års bedste cases i kreativ kommerciel kommunikation.

En fast del af festlighederne er ungdomskonkurrencen Future Lions, hvor danske kreative før har gjort sig fornemt bemærket - og igen i år er der danske vinderchancer.

Det skyldes trioen Camilla Dahl Hansen, Ida Harbou og Viktoria Skovhus – alle med afsæt i Reklamelinjen – som er kommet igennem juryens nåleøje og videre til finalen.

Dette års tagline er ”Create Tomorrow”, og briefen lyder traditionen tro sådan her:

- Connect audiences to an idea from a global brand in a way not possible three years ago.

Nummer to…

Den shortlistede danske idé bærer titlen BioTracker by Amway, og lidt forenklet fortalt er der tale om en ”dims”, der installeres i toilettet, og som kan analysere sammensætningen af tarmbakterier.

Så når man har lavet ”nummer to”, analyserer dimsen herlighederne, hvorefter man kan tilrettelægge fx kost og vitaminindtag ud fra analyseresultaterne, som naturligvis bliver sendt til ens smartphone.

Men hvad er nu det for en underlig idé? Camilla Dahl Hansen forklarer:

- Generation Y er en generation, der går rigtig meget op i sundhed og velvære, og så er vi en tracking-generation. Vi måler alt, hvad der kan måles, og da netop tarmbakterier i dag opfattes som utrolig vigtige for vores sundhed, vores immunforsvar og selv vores psyke - ja, så opstod ideen.

Og hvad betyder det for jer, at I nu er i finalen med jeres case?

- Jamen, vi har næsten lige fået det at vide, så det skal jo lige gå op for os, men det er ret stort, så vi er selvfølgelig vildt glade. 

Den handlende idé

Har det haft nogen betydning for jer, at I har gået på Reklamelinjen?

- Helt sikkert. Vi arbejder meget med det, vi kalder ”den handlende idé”, og det har klart været med til at spore os ind på idéen. Og så har vi generelt haft mulighed for at arbejde med trends, lytte til interessante foredrag på skolen og meget mere: Det har alt sammen været med til at hjælpe os på vej, siger Camilla Dahl Hansen.

Og selv om det er de tre kreative, der er shortlistet og dermed bærer den primære ”stoltheds-ret” – så vækker finalepladsen også betydelig stolthed hos Reklamelinjen.

- Ja, det er klart, at vi er vildt stolte af pigerne her på skolen. Vi dyrker en tilgang til kreativ tænkning, der retter sig mere mod storydoing end mod storytelling, så for os er det en meget fin kadeau, at vores studerende gør sig positivt bemærket i international award-sammenhæng, siger Per Holm Henriksen, der sammen med Kare Grundtvig er fagansvarlig på Reklamelinjen, og i øvrigt initiativtager til den nye uddannelse, Tekstlinjen.

Karriere-boost af de store

For de bare fem teams, der rent faktisk stryger til top og vinder en af de eftertragtede gule gummiløver, der udgør trofæerne ved Future Lions, er vejen næsten sikkert banet til en gylden kreativ fremtid.

En tidligere dansk Future Lions-vinder fik, allerede inden han og hans team var officielt udråbt som en af vinderne – faktisk var de blot nede på stranden for at blive fotograferet inden vinderceremonien – stukket en konvolut i hånden fra bureauet Wieden & Kennedy: 

Den indeholdt en kontrakt, som ikke forpligtede den unge dansker til at tage jobbet, men ville han have det, var det hans…

Men som Camilla Dahl Hansen siger, så er der jo trods alt kun tale om en shortliste i første omgang. Meeeen….

- Jo, det er da klart, at vi også har tænkt på de muligheder, der rent karrieremæssigt kunne ligge i at vinde, for vi ved selvfølgelig godt, at konkurrencen anses for at være lidt af en karrierekanon. Men nu tager vi lige et skridt ad gangen og glæder os over at være kommet igennem nåleøjet til finalen.

Fine danske traditioner

Der udpeges fem teams som vindere af konkurrencen – og alle får fri adgang til dette års Cannes Lions-festival, ligesom deres vinderprojekter præsenteres på scenen i Debussy Teatret ved Palais des Festivals.

Her får vindernes også overrakt trofæet - den eftertragtede gule gummiløve – og der er fine danske traditioner at leve op til.

Både i 2010, 2013, 2014 og 2015 var der således danske vindere blandt de få udvalgte.

I 2015 var det Louis Meyer - dengang Miami Ad School Europe i Hamburg, i dag Creative Fellow/Copy (stipendiat) hos AKQA i New York - som sammen med sine team-makkere Elton Rhee og Ludvig Pehrson vandt for deres Chromebook_type-idé.

I 2014 var det danske Mathias Trads - dengang studerende på den britiske kreative skole School of Communication Arts 2.0, i dag Copywriter hos Ogilvy & Mather i London - der sammen med sin makker, svenske Adam Radi, modtog en gummi-løve for ideen ”Passion is Power” for IBM. Det var i øvrigt ham, der fik – og tog imod – tilbuddet fra Wieden & Kenndy, dengang i 2014.

I 2013 var det danske Caroline Escobar - dengang Miami Ad School i Hamborg, i dag Creative hos Bates Y&R i København - som sammen med sin makker Alejandro Ladeveze vandt en fremtids-løve for projektet ”Keep-It”.

Og i 2010 var der hele tre danske vindere: Det skete da Nicolai Villads og Peter Ammentorp, der dengang gik på DJMX Kreativ Kommunikation, vandt for deres bidrag ”A Penquins Tale”, og Thomas Ilum, der sammen med sin makker Vera Karpova, vandt for ”Change for Change”.

Future Lions-konkurrencen er opfundet og drevet af reklamebureauet AKQA - i øvrigt mens danske Lars Bastholm var CEO på bureauet - og konkurrencen bliver større og større år for år:

Sidste år modtog dommerne således over 2.100 bidrag fra studerende fra 64 forskellige lande - det største antal nogensinde.

Så hep på Camilla Dahl Hansen, 27 år, og Graphic Designer hos PS Communication, Ida Harbou, 24 år, og freelance kreativ projektleder og Viktoria Skovhus, 26 år, og selvstændig kommunikationsrådgiver.

Læs mere om Future Lions her - og se en film om den shortlistede danske case her. 

BioTracker by Amway from Ida Harbou on Vimeo.