I år løber den kreative, amerikanske prisfestival The One Show af stablen for 45. gang, og det er med gode danske muligheder for at løbe med en af awardshowets eftertragtede guld-, sølv eller bronzeblyanter.
 
Fire gange optræder der nemlig arbejder udført af danske bureueuer blandt awardshowets 17 kategori-lister over finalister, der blev offentliggjort i sidste uge.
 
Blandt de danske finalister finder man Very Patchworks fine “Generationer”-arbejde for Volkswagen, og finalepladsen glæder naturligvis Thomas Bjerg, CCO og partner i bureauet.
 
- Vi er hos Very Patchwork superstolte af den internationale anerkendelse. The One show er jo et af de helt store awardshows, og når det oven i købet er en af hovedkategorierne, bedste film i Branded Entertainment, så gør det ikke glæden mindre, siger han.
 
- VW kampagnen “Generationer” har krævet mod fra alle involverede, og alle har virkelig lagt hjerteblod i projektet, så det er fantastisk, når det anerkendes på den helt store scene. Vi glæder os til at se, om vi kan trække noget med hjem til Danmark, fortsætter Thomas Bjerg.
 
Flere danske finalister
 
Også Mindshare Danmark er i finalen. Det er bureauet med sin prisvindende Image Hack-indsats for Dove, mens Norgram er finalist med bureauets IKEA Place-arbejde.
 
Endelig er det danske designbureau Kontrapunkt med i kampen om trofæer for en case udarbejdet i samarbejde med Nippon Design Center fra Tokyo for Goertek.
 
Ser man på The One Show med danske annoncørbriller, så er det også værd at bemærke at Carlsbergs Probably TEDx-film instrueret af Rune Milton – som Nobody Copenhagen har produceret – er finaleklar, ligesom det danske medicinselskab LEO Pharma er det for sin “Give Nothing to Psoriasis”-kampagne.
 
Om de danske shortlister veksles til guld-, sølv- eller bronze-blyanter (eller for den sags skyld en Merit) afsløres i forbindelse med Creative Week, der afholdes i New York fra den 7. til 11. maj.
 
Tjek selv alle de flotte finalearbejder ud her, og se de danske finalecases fordelt på kategorier herunder:
 
Branded Entertainment
Online - Long Form - Single
Very Patchwork + Shoot Happens for Volkswagen / Beetle Generations
 
Design
Typography - dynamic/In Motion
Nippon Design Center + Kontrapunkt for Goertek / Sonic Typeface for Goertek
 
Health, Wellness & Pharma
Film - Long form
VCCP Health + Nice Shirt Films for  LEO Pharma / "Give Nothing to Psoriasis"-kampagne
 
Public Relations
Integrated Campaign
Mindshare for Dove Denmark /Image_Hack
Brand Voice
Happiness for Carlsberg Global/ Probably TEDx
Innovation in Public Relations
Happiness for Carlsberg Global/ Probably TEDx
 
Mobile
Use of technology - AR
SPACE10 + Norgram + Twnkls for IKEA/ IKEA Place
 
Ingen danske finalister i: Cross-Platform, Direct Marketing,  Film, Intellectual Property, Interactive, Moving Image Craft, Print & Outdoor, Social Media, UX, Social Influencer Marketing, Responsive Environments og Radio.