Fire danske bureauer får hver en pencil ved et af verdens mest estimerede award-shows D&AD i London torsdag aften.

Det drejer sig om bureauet Space10 (med Norgram som sidekick), der har indsendt en UX-løsning for IKEA i Digital Design, UncleGrey med ”Canon – Local Business Never Looked so Good”, Mensch med kampagnen ”Faroe Islands Translate” for Visit Faroe Islands og Atlantic Airways og endelig Hjaltelin Stahl for Greenpeace.

Helt formidable kampagner, der også må ventes at hente statuetter til årets Cannes Lions festival om små to måneder.

Vi spørger en af blyants-holderne, hvad man kan sige til det?

– Vi er selvfølgelig glade og stolte over at være kommet i så fint selskab, siger det kreative Hjaltelin Stahl team bag kampagnen, Jabali Ravn, Lasse Elgård Vintersbølle og Nicolai Dimon.

Donald Trump var inspirationen

Hvor kom idéen fra? 

– Idéen opstod på baggrund af Trumps mange tweets om ”Little Rocket Man”. På det tidspunkt havde man jo en reel frygt for, at en af dem ville trykke på knappen. Ligesom så mange andre, spurgte vi os selv, ”Har vi intet lært af fortiden?” 

– Og så snart vi havde kombinationen af den sparsomme hårpragt og paddehatteskyen vidste vi, at det virkelig kunne noget. Og så er vi selvfølgelig enormt taknemmelige for, at Greenpeace kunne se idéens værdi og var modige nok til at stå som afsender.

Den kreative topchef Nicolai Stahl supplerer: 

– D&AD er en konkurrence med et historisk meget højt kreativt niveau, hvor man virkelig skal spidse blyanten. Herligt at Danmark markerer sig med flere arbejder. Og så er vi naturligvis meget stolte af vores unge team kommer igennem med et fint og meget aktuelt budskab for en – mere end nogensinde – vigtig organisation som Greenpeace.

Kvalitets-billeder gør forskellen

Også hos UncleGrey er der naturligvis glæde over skulderklappet.

– Med ’Local Business Never Looked So Good’ fik vi den ultimative bevisførelse for kvalitets-billeders sande værdi, siger Thomas Ilum, kreativt ansvarlig for opgaven. 

– Vi kender alle den situation, hvor vi fravælger en restaurant, cafe, bar osv. på baggrund af billeder, vi ser på Google, når vi søger. Derfor transformerede Canon (sammen med deres passionerede fans) kvaliteten af små, lokale forretningers billeder på Google maps.

– Det lykkedes igennem et brand partnership med Googles review platform Local Guides, en billed-baseret platform, som Google maps hiver billeder fra for at vise en bruger søge resultater fra fx en restaurant.

Lars Samuelsen tilføjer:

– Vi er virkeligt glade og stolte over, at D&AD igen har fundet arbejdet for Canon værdigt til en Pencil. 

– Igennem årerne har Canon haft modet til gang på gang at vælge teknologisk innovative og kreativt spændende kommunikationsløsninger, og det er dejligt at se den indstilling værdsat af D&AD, slutter Lars Samuelsen, Chief Strategy Officer & Head of Digital, UncleGrey.