”Tradition og fornyelse” hed det for mange år siden i en TV-reklame for Buko-ost – og det kunne såmænd også være overskriften på mediastrategiprisen, Rambukken, der til efteråret uddeles for 14. år i træk.

Fornyelsen – i form af kategori-justeringer og introduktion af nye kategorier – ser dog ikke ud til at have afskrækket bureauerne, for juryen har modtaget 140 indsendelser: En fornem vækst og betydeligt flere end det gennemsnitlige antal indsendelser over årene.

Og det glæder naturligvis juryformand og direktør i Dansk Markedsføring, Thomas Wahl:

- Ændringer i award-struktur og -kategorier kan erfaringsmæssig give et fald i antallet af indsendelser, så når vi i år får endnu flere bidrag ind end sidste år, så ser vi det som udtryk for, at branchen bakker op om Rambukken. Og at bureauerne mener, at den nye kategori-struktur rammer plet, siger han.

Branchen flytter sig

De mest markante kategori-ændringer er, at Effekt Prisen er blevet delt i to og uddeles til kampagner med et mediebudget henholdsvis over og under 1 mio. kroner - og at der er introduceret to nye kategorier: 

Eksperimental Prisen, der som navnet siger fokuserer på det medie-eksperimenterende, og Native Advertising Prisen, der belønner kreativ og innovativ tilgang til betalt indhold - branded content, advertorials, advertising funded programming osv.

- Rambukken er sat i verden for at hylde det bedste mediestrategiske arbejde, mediekreativitet og -innovation og det gode, effektive håndværk, og det er fortsat vores mission, siger Thomas Wahl og tilføjer:

- Men vi må også erkende, at verden og branchen flytter sig, og når vi løbende vælger at justere kategorierne, er det for at sikre, at Rambukken ikke bare fastholder, men også udvider sin position som en attraktiv award for branchen. 

Et spændende år

Samme udvikling i branchen ses også i det faktum, at der i år er indsendelser fra en bred vifte af afsendere: Mediabureauer, digitale bureauer, reklamebureauer - og enkelte annoncører, og den store spredning understreger blot den udvikling, branchen gennemgår, mener Thomas Wahl.

- Vi ser et indsenderfelt, der som forventet primært omfatter de store, etablerede danske mediebureauer, men som også byder på større mangfoldighed end vanligt, siger han og tilføjer:

- Et billede, der netop afspejler den udvikling vi ser på bureaufronten, hvor brancheglidningen er i fuld gang – så det bliver et spændende år. Vi glæder os til at se nærmere på de indsendte cases.

Og det får juryformanden og de øvrige jurymedlemmer travlt med at gøre hen over sommeren, for de skal ifølge planerne skille fårene fra bukkene inden den 21. august.

Den dag offentliggøres nemlig shortlisten - og dermed de cases, der er gået videre til finalen i kampen om de attraktive Rambuk-statuetter.

Fest på Nationalmuseet

Sidste år var det Liquidminds og Sansir DK stærke case Google Sheep View for Visit Faroe Islands og Atlantic Airways, der løb med den helt store pris – Grand Prix - ved Mediadagen. 

Tre gange måtte parterne på podiet i løbet af aftenen, idet de vandt Medieinnovationsprisen og Effekt Prisen - plus altså den fineste af dem alle - Rambuk Grand Prix’en 2017.

Dette års vindere kåres ved gallafesten den 4. oktober på Nationalmuseet, og du kan læse meget mere her, hvor du også kan booke plads sammen med dit team og dine kunder - og finde programmet for dette års Rambuk-fest.

Det er i år 14. gang, Rambukken uddeles, og der kæmpes om blot otte statuetter - plus en Grand Prix.

Rambuk-juryen 2018 ser sådan ud 

  • Thomas Wahl – Juryformand og adm. direktør - Dansk Markedsføring
  • Peter Boris Kreilgaard – Head of marketing - Coop.dk
  • Anthony Lim – Marketing Director – Discovery Networks
  • Bjarne Spellerberg - CEO - Boye & Spellerberg
  • Christian Godske - Head of Commercial Development - TV2
  • Dorthe Tandrup - VP Marketing & Communication - MTG Danmark
  • Elizabeth Fjellerup – Group Head of Marketing - Nordea
  • Eva Lundgren - Head of Marketing – Spies Danmark
  • Jeppe Lauritzen - Nordisk marketingchef - Santander Consumer Bank
  • Kenneth Christiansen - Marketing Manager - SAS Airlines
  • Kim Bagdonas Jørgensen - Head of Media & Digital – McDonald’s
  • Mads Jensen - International Marketingchef - Søstrene Grene
  • Michael Stein – Marketingchef – Volkswagen Danmark
  • Peter Steen Litrup – Marketingdirektør – Playstation Nordics/Baltics
  • Pia Tandrup - Adm. direktør – Ogilvy Danmark
  • Steffen Otkjær - Adm. direktør - DISPLAY
  • Ralf Lodberg - COO & Partner - Advice
  • Morten Hershøj – CEO & founding partner – Another Cph
  • Thomas Bjerg – Group CCO & partner - Very Patchwork
  • Zvi Goldstein – Marketingdirektør – Interflora Danmark