Den tidligere spindoktor for SF, Peter Goll, forlader direktørposten hos den danske afdeling af det nordiske kommunikationsbureau Geelmuyden.Kiese, som han har indtaget siden 2003.
Han fortsætter som partner i bureauet, hvor han fremover skal koncentrere sig om kunderådgivning og den strategiske udvikling af Geelmuyden.Kiese.
Samtidig dropper selskabets anden danske anden partner, Jeppe Veddinge, sin titel som souschef og de medfølgende ledelsesopgaver. Han skal ligeledes udelukkende koncentrere sig om Geelmuyden.Kieses kunder.
Den daglige ledelse af bureauet overtages af Maria Steno, der bliver ny administrerende direktør for Geelmuyden.Kiese i Danmark. Maria Steno arbejder i dag som rådgiver i Geelmuyden.Kiese og vil forsætte arbejdet for sine faste kunder sideløbende med den daglige ledelse.
- Geelmuyden.Kiese vil være de bedste på det nordiske marked til strategisk kommunikation. Derfor skal vi hele tiden udvikle vores strategiske kompetencer og kapacitet. Peter Goll bliver nu frigjort fra driften af selskabet, så han i endnu større grad kan fungere som spydspids for Geelmuyden.Kiese og som sparringspartner for vores kunder, fortæller Maria Steno.
Rokeringen sker ifølge Geelmuyden.Kiese  fordi kommunikationsbureauet vil ” styrke sin strategiske profil og sit fokus på forretningsforståelse og ledelse”.
- Vi oplever en stærkt stigende efterspørgsel på strategisk rådgivning. Det gør det oplagt, at jeg fremover bruger al min tid på at styrke kundernes forretning via strategiske kommunikationsinitiativer, siger Peter Goll, partner i Geelmuyden.Kiese.
Sideløbende med ændringerne i den daglige ledelse hyrer Geelmuyden.Kiese tre nye rådgivere, som alle har rådgivererfaring fra medie- og bureauverdenen.
Henrik Petersen kommer fra en stilling som chefkonsulent i TDC. Lars Fløe Olsen kommer fra stillingen som director i Communique, og endelig har Geelmuyden.Kiese ansat Finn Stahlschmidt fra Mannov.