Ida, Michael, Mai, Rune og Nicolai skal fra i dag og fire måneder frem drive reklamebureauet Recommended GNOM.
Fælles har de ikke andet end deres unge alder og en brændende interesse for kommunikation og reklame – krydret med talent og masser af gå-på-mod. Og ideen er, ifølge Recommendeds administrerende direktør Jørgen Blauert, at de unge ”gnomer” skal byde ind med nye perspektiver på faget.
Trods de unge menneskers manglende erfaring udi reklamebranchen ser Jørgen Blauert en stor kvalitet i de fem:
- De kommer med et anderledes og friskt perspektiv på reklame og kommunikation, som ingen erfaren reklamerotte kan matche. De er knalddygtige, de er multidisciplinære, de er vokset op med de nye platforme, og de lever og ånder i sociale medier. Samtidig kommer de med et nyt blik på traditionelle medier. Det giver dem nogle særlige forudsætninger for at se og forstå, hvad der virker og ikke virker, siger han.
Jørgen Blauert peger på, at der også er et uddannelsesbehov i branchen.
- Det giver god mening for os at tage de unge ind, når de er færdige og hjælpe dem videre. Branchen uddanner jo nærmest ikke selv mere, og så må vi jo gøre det selv, siger han.
Også rekruttering
Direktøren lægger dog ikke skjul på, at etableringen af det unge reklamebureau med fem helt grønne medarbejdere også er en måde at rekruttere nye talenter på.
- Ideen er at spotte markedets bedste talenter og bygge dem op fra bunden med de kvaliteter, Recommended vil satse på i fremtiden. Vi vil skabe de profiler, vi tror på. Vi skal ikke kun hente etablerede, erfarne profiler fra branchen, men også suge talentmasse op nedefra. Det er en investering i fremtiden, og vi har da klart et begrundet håb om at få talent ind i huset ad den vej, siger Jørgen Blauert.
De fem unge, der kommer fra fem forskellige uddannelser, blev udvalgt efter en ansøgningsproces og en workshop i december, hvor de skulle løse kreative opgaver under tidspres.
De er desuden blevet udvalgt med skelen til de forskellige discipliner og kompetencer, de hver især repræsenterer, så de tilsammen udgør et stærkt og homogent team. De næste fire måneder skal teamet agere som et regulært reklamebureau med alt, hvad det indebærer.
Og de fire måneder er reelt et praktikforløb.
- Et praktikforløb lægger jo op til netop praktik, og det tager vi meget seriøst. Vores filosofi er, at skal man lære, udvikle sig og tage ansvar, skal man ud på dybt vand fra dag ét, siger Christian Mouroux, der er projektleder på det nyskabende praktikforløb.
De fem gnomer er:
- Nicolai Hartung, 27 år, cand. merc. EMF, CBS
- Rune Rasmussen, 24 år, Multimediedesign, Erhvervsakademi Aarhus
- Mai Odgaard Sørensen, 23 år, BA Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet
- Ida Burchardi, 25 år, Interaktionsdesign, Designskolen Kolding
- Michael Jensen, 24 år, stud. merc. Marketing, ASB