Www.ibco.dk er en saga blot. IB&Co har nemlig droppet sin hjemmeside til fordel for en fanside på Facebook, som bureauets egne side omdirigerer til.
– Vi stod over for et komplet redesign af vores website, med deraf følgende investering i tid og penge, og vi valgte at benytte en oplagt lejlighed til i dén grad at tage den medicin, som vi ofte prædiker over for vores kunder, siger direktør Mogens Sejer Iversen.
– Vores nye website på Facebook har kostet os et ubetydeligt tidsforbrug, og med i købet har vi fået langt bedre muligheder for at interagere med den brugerskare, som vi nu skal til at bygge op, i et miljø hvor de i forvejen færdes, fortsætter han.
IB&Co valgte for nogle måneder siden at supplere virksomhedens mission og vision med en ambition om at være Danmarks mest kommunikerende bureau.
Det betød, at ansatte med lyst og ambitioner fik tildelt egen fagblog og tilbudt en række undervisnings- og inspirationstimer omkring temaet fagblogging.
Medarbejdernes blogs er integreret med IB&Co’s nye Facebook-side og med det nyligt lancerede interaktive magasin ”Hedetur”.
– Det interaktive magasin supplerer vores lidt nøgterne Facebook-profil rigtig godt, da det giver os en platform til at virkeligt at arbejde med formsproget, på en mere detaljeret facon end Facebook lægger op til, siger bureauets konceptchef Olli Jokinen.
– Samtidig har der været en ekstra bonus med magasinet, da vi i dag bruger det som præsentationsredskab til kundemøder samt som et ret så højtråbende ”visitkort”, der giver direkte adgang til kontakt med bureauet, fortsætter han.
Mogens Sejer Iversen supplerer:
– Vi påstår på ingen måde at skrotning af eget website til fordel for Facebook er den rigtige recept for alle virksomheder og brands – for mange vil det ikke give mening. Men vi har i kommunikationsbranchen en forbandet pligt til at afsøge nye muligheder, og vi glæder os til at dele ud af vores erfaringer til vore kunder.
Det nye ”website” kræver ikke en Facebook-konto.