Det er ikke mere end to måneder siden, at vi her på sitet kunne dele nyheden om,  at det Aarhus-baserede search marketing bureau s360 havde opkøbt konkurrenten Iseek

Nu har bureauet, der også har kontorer i København, igen forstærket deres SEO-afdeling, da s360 har købt SEO-bureauet FirstSEO, der blev drevet af Søren Skriver fra Aalborg.

FirstSEO har i flere år hjulpet virksomheder i alle størrelser med at opnå deres fulde potentiale på Google.

Planen er nu, at Søren Skriver fortsætter som SEO consultant hos s360, hvor han har kontakten til nuværende FirstSEO-kunder og samtidig skal varetage søgemaskineoptimering for flere af modervirksomhedens nordiske kunder.

Om opkøbet fortæller Søren Skriver:

– Jeg er superglad for at blive en del af s360. Det betyder ganske enkelt, at jeg kan tilbyde mine eksisterende kunder et endnu bedre produkt og et bredere udvalg af ydelser.

Også hos s360 glæder man sig over den seneste oprustning.

– Søren er et stort talent inden for SEO og især outreach, og jeg er glad for, at vi har fundet en løsning, hvor vi sammen kan give vores kunder en endnu bedre service og bedre resultater. Vi er nu et større og stærkere team, lyder det fra Jakob Vedel, CEO i s360, i en pressemeddelelse.