Det bliver en af de største sportsbegivenheder på dansk grund nogensinde, når VM i sejlsport afholdes i Aarhus næste år.

Verdensmesterskabet, der afholdes hvert fjerde år, forventes at tiltrække op imod 1.500 deltagere, 4.500 trænere, ledere, officials, frivillige og journalister fra godt 100 lande.

- Det bliver en international mega-event i et omfang, der ikke er set tidligere i Danmark inden for sejlsport. Den sportslige del af eventen er i sig selv fire gange større end sejlsportsdelen ved OL, hvilket naturligvis vil tiltrække sig stor opmærksomhed, lyder det fra Klaus Natorp, chef for VM 2018-organisationen, i en pressemeddelelse.

Ved siden af de sportslige forberedelser arbejder VM 2018-organisationen samtidig på at skabe en stor, maritim folkefest på Aarhus Havn. Målet er at tiltrække 400.000 besøgende i løbet af de 14 dage, verdensmesterskabet står på. 

Novicell er digital partner

Det store deltagerantal bliver en stor, logistisk udfordring for VM 2018-organisationen, der derfor indgået et samarbejde med det aarhusianske, digitale konsulenthus, Novicell, der skal sikre logistikken omkring arrangementet via it-platformen ”Venma”.

Platformen, som Novicell har udviklet i samarbejde med Smukfest, bruges i dag til håndtering af frivillige i forbindelse med en række af landets største kulturarrangementer, herunder Smukfest, Roskilde Festival og Aarhus Kulturhovedstad 2017.

- Organisationer, der arbejder med frivillige står naturligvis over for mange af de samme udfordringer, og derfor er der god synergi i at dele platform. Samtidig giver platformen den nødvendige fleksibilitet i forhold til organisationernes individuelle behov, siger Per Kirchner, direktør i Novicell.

- Det er et utrolig stort og spændende projekt, og vi er virkelig stolte af, at VM 2018-organisationen lægger hele dette vigtige logistiske arbejde i hænderne på os, slutter Per Kirchner.