Et af Danmarks mest veldrevne bureauer - Advice - har optaget to nye partnere i ejerkredsen.

Det drejer sig om Gitte Lillelund Bech, der kom til Advice som Public Affairs Director i 2016, og Rune Dalgaard, der blev ansat som Head of brand strategy & marketing på Advice i 2014, og som i dag har titel af Director, Branding & marketing. 

Begge har bidraget væsentligt til udviklingen og væksten i Advice de seneste år og er på den baggrund blevet tilbudt at blive medejere, hedder det i en meddelelse fra bureauet.

- Det er en stor glæde at kunne byde velkommen til to mere i ejerkredsen. Vi tror på, at det at dele ejerskabet på flere hænder er den bedste vej til fortsat at kunne udvide vores faglige vingefang, siger CEO Espen Højlund om udvidelsen af partnerkreden.

En ny kanalvirkelighed

Han peger på, at de to nye partnere hver især repræsenterer vigtige kompetencer i markedet:

- Rune har et stærkt blik for, hvordan virksomheder positionerer og brander sig i en langt mere fragmenteret digital virkelighed. Gitte repræsenterer en unik forståelse for samfund og politik og forener det med en stærk kommerciel forståelse, siger han og tilføjer:

- Virksomheder skal netop i stigende grad både kunne begå sig i en ny kanalvirkelighed og forklare sig selv som samfundsaktører. Det repræsenterer Gitte og Rune på fineste vis.

Ejerkredsen i Advice består efter udvidelsen af i alt 12 partnere, og det er ambitionen fortsat at bruge partnerskab som et væsentligt middel til at kunne tiltrække og fastholde nøglepersoner. 

Om Rune Dalgaard

Rune Dalgaard har mere end 12 års erfaring med corporate branding og marketing i Danmark og internationalt. Han kom til Advice i 2014 med en kommerciel baggrund som strategisk direktør og partner hos Kernel Global (i dag Agency Spring). 

Han er Ph.d i Informations- og medievidenskab og en del af ledelsen af Advices team af brand- og marketingrådgivere og bruges jævnligt som foredragsholder og brandekspert i medierne. 

Om Gitte Lillelund Bech

Som tidligere forsvarsminister og som folketingsmedlem i 14 år kender Gitte Lillelund Bech de politiske processer ud og ind. Derfor er hun skarp til at skære problematikker og løsninger til for kunderne, så de er forståelige og anvendelige både i kommuner, på Slotsholmen og i Bruxelles.

Gitte Lillelund Bech er cand.merc.mat og kombinerer en betydelig erfaring fra dansk og international politik med både kommerciel virksomhedsforståelse og indsigt i organisationsverdenen. 

Advice beskæftiger i dag 125 medarbejdere og de 12 partnere er nu:

- Espen Saxtoft Højlund
- Ralf Lodberg
- Jesper Højberg Christensen
- Anja Thrane
- Jesper Nørding Pedersen
- Birte Darting Biker
- Tobias Zacho Larsen
- Peter Thielst
- Nicolai Vang Jessen
- Thomas Beck Sørensen
- Gitte Lillelund Bech
- Rune Dalgaard