Det skal fremover være lettere for Arrivas kunder at betjene sig selv via nettet.

Derfor har landets næststørste togoperatør netop indgået et større samarbejde med et af landets største digitale bureauer, Novicell, der skal styrke virksomhedens digitale salgskanaler. 

Det fortæller Annette Thelander, Project Manager i Process & Project Management Office hos Arriva.

- Vi er lige nu i gang med et par store digitale projekter, som handler om at styrke vores digitale tilstedeværelse og udbygge vores salgskanaler på nettet. Vores kunder er mennesker, der er i bevægelse og på farten, så derfor skal det naturligvis også være let og hurtigt for dem at købe billet til vore tog, lyder det fra hende i en pressemeddelelse.

Fullservice-partner er vigtig

Netop brugeroplevelsen var afgørende, da Arriva valgte Novicell.

- Vi har startede hele dette digitaliseringsprojekt op i samarbejde med nogle andre dygtige, digitale konsulenter, men vi kunne se, at vi havde behov for en partner, som både kan løfte os teknisk, men som også sikrer, at vi vælger de rigtige løsninger set gennem kundebrillerne. Det kan Novicell, siger Annette Thelander.

Og en stor del af det digitaliseringsarbejde, som Arriva er i gang med nu, er da også skjult for kunderne. 

- Som de fleste nok kan forestille sig, så er det at sælge togbilletter en kompleks størrelse. Der er et meget stort og tungt apparat inden bag billetterne, som skal spille sammen med den løsning, vi går i markedet med. Vores vigtigste opgave er lige nu at sikre, at teknikken virker, og at kunderne ikke tænker over det tunge apparat inde bagved, siger Annette Thelander.

Ydmyg over for opgaven

Hos Novicell glæder kundedirektør Helle Damsgaard sig naturligvis over, at bureauet har fået lov at være med på Arrivas digitaliseringsrejse.

- Det er jo altid spændende at være en del af en løsning, som ikke bare har stor betydning for en virksomhed, men som også har betydning for hundredtusindvis af brugere – ja faktisk for den danske infrastruktur, siger hun.

Næste del af Arriva og Novicells samarbejde forventes at gå live i slutningen af november og omhandler en række forbedringer af forsiden på www.arriva.dk.