Bates Y&R kan igen skrive et premium bilbrand på kundelisten. Det sker små to år efter, at bureauet som følge af en international beslutning måtte sige farvel til et mangeårigt samarbejde med Mercedes i Danmark.

Den nye kunde er BMW.

Efter at det store tyske bilmærke i de senere år har brugt det lille bureau, Entry Copenhagen, til markedsføringen i Danmark, var der et ønske fra BMWs side om at søge et nordisk setup.

Resultatet blev en konstellation, hvor svenske Ingo er lead med norske Naug & Venner, finske SEK og altså Bates Y&R i Danmark som partnere.

En væsentlig lokal udvikling

Det nordiske setup betyder dog ikke, at BMW skal have en rendyrket og fællesnordisk markedsføring.

– Der er ret stor forskel på de forskellige markeder. F.eks. fylder el- og hybridbiler rigtig meget i Norge, mens de i Sverige er meget optagede af 4-hjulstrækkere. Og i Danmark er bilerne så mindst dobbelt så dyre som i de andre lande, siger Client Service Director, Michael Chr. Knudsen, fra Bates og fortsætter:

– Derfor må der nødvendigvis ske en væsentlig lokal udvikling. Men opgaven til bureauerne er klar. Vi skal vise et sømløst samarbejde, hvor vi er gode til at udvikle best pratice på tværs af landene, sikre at der er en klar og fælles linje i forhold til brandet samt vælge rigtigt i forhold til, hvornår en fælles markedsføring giver bedst mening, og hvornår den skal være lokalt styret.

Fastholdt bilkompetencerne

Michael Chr. Knudsen kan således ikke sige noget præcist om, hvad den nye kunde kan få af betydning for bureauet. Men han kan konstatere, at bureauet traf et både vigtigt og rigtigt valg, dengang Mercedes stoppede.

– Vi besluttede ikke at skære ned, da vi sagde farvel til Mercedes. Vi synes, vi havde bygget nogle solide bilkompetencer op, og vi havde et stærkt ønske om at have et bilmærke på kundelisten. Derfor valgte vi at holde fast i vores kompetencer.

– At det så er blevet BMW, vi skal arbejde for, kunne ganske enkelt ikke være bedre, siger Michael Chr. Knudsen.

BMW solgte i 2017 knap 6.000 biler, hvilket var en fremgang på ca. 300 biler. Den mest solgte BMW i 2017 var BMW 4-serien.

De fire bureauer i konstellationen hører på nær norske Naug & Venner til i verdens største bureaugruppe, WPP. Men WPP er ikke mere til stede i Norge. Naug & Venner er det tidligere Bates United i Norge.