Den danske startup-virksomhed AutoOffer.dk har hidtil håndteret PR- og kommunikationsarbejdet med egne folk, men nu skal der et bureau til.

Valget er faldet på Holm Kommunikation, som nu skal hjælpe virksomheden - en onlineportal, hvor forbrugerne kan indhente tilbud på nye biler fra forhandlere over hele landet, købe bilen og endda få den leveret til døren - med at styrke kendskabet og få kommunikeret budskabet om fordelene ved konceptet ud til danskerne.

- Holm Kommunikation har vist god forståelse for vores virksomhed og har stor viden om både bilbranchen og onlinehandel. Bureauet har desuden en god energi, hvilket vi hos AutoOffer.dk vægter højt, siger Søren Malmskov, grundlægger og CEO i AutoOffer.dk.

Kan disrupte markedet

Også hos Holm Kommunikation ser man frem til samarbejdet:

- AutoOffer.dk er fremtidens virksomhed, som er i stand til at disrupte et helt marked. Vores opgave bliver, sammen med virksomheden, at styrke deres position som et nytænkende online-alternativ til de traditionelle bilforhandlere og hjælpe dem med at nå deres ambitiøse mål, siger Mathias Holm Pedersen, der er partner i bureauet.

Virksomheden bag Autooffer.dk blev etableret i 2013 af Søren Malmskov, og modtog året efter en kapitalindsprøjtning, som gjorde det muligt at lancere portalen.

Sidste år fik selskabet endnu en investering af BOREAN Innovation og en privat investor, og i dag har Autooffer.dk samarbejdsaftaler med bilforhandlere over hele landet.

Holm Kommunikation har gennem de seneste år markeret sig med flere prisvindende PR-kampagner - bl.a. kampagnen #GivBlodForBloodborne, der blev belønnet med Nytænkningsprisen til den danske prisuddeling PR-Tigeren 2015 og desuden modtog en nominering til European Excellence Awards.