De seneste otte år har Brandhouse og Interflora skabt noget af den mest bemærkelsesværdige, effektive og elskede kommunikation i Danmark.

Interfloras univers er sin egen genre af storslåede og emotionelle fortællinger, og forbrugerne har taget godt imod det. Det har desuden resulteret i over 50 awards, for både kreativitet og effektivitet. 

Interflora blev årets annoncør i 2015 på baggrund af det gode arbejde. Og Interfloras reklamefilm har desuden været fast pensum i folkeskolens afgangseksamen i mange år. 

Men efter otte år har de to parter besluttet at skilles i venskabelighed.

– Vi ser forskelligt på, hvor Interflora skal bevæge sig hen. Så frem for at begynde at slide på hinanden og på alt det gode, vi har skabt sammen, virkede det som det rigtige tidspunkt at skilles på, siger Stiig Binggeli, direktør i Brandhouse. 

– Vi er utroligt stolte af de løsninger og resultater, vi har skabt sammen med Interflora, og vi ønsker dem al mulig held og lykke fremover. 

Har skabt to-cifret vækst i et hårdt marked

Adm. direktør hos Interflora, Søren Flemming Larsen, stemmer i: 

– Sammen med Brandhouse har vi opnået tocifret vækst i et meget konkurrencepræget marked, og det er i høj grad takket være vores markedsføring, som konsekvent tracker i den absolutte top af skalaen. 

– Det har været en fantastisk rejse, men det forventervi også, at den næste bliver. Der er noget at leve op til.

Det bliver &Co, der skal overtage arven fra Brandhouse, og det nye lead-bureau får kun pæne ord med på vejen fra Brandhouse:

– Vi overtog selv Interflora fra Robert/Boisen & Like-minded, der havde skabt fantastisk kommunikation i en årrække, og når vi nu skal give stafetten videre, kunne vi ikke tænke os nogen bedre end &Co at give den til, slutter Stiig Binggeli. 

Før Robert/Boisen var det faktisk Brandhouse selv, som var bureau for Interflora i 10 år. Og endnu før det arbejdede Interflora med Stiig Binggeli som strategisk ansvarlig hos det hedengangne Brandt & Falk.

Glæde hos den nye bureau-partner

Hos &Co., der i øvrigt netop og med imponerende arbejder vandt alle tre Grand Prix’er til Danish Digital Awards, er der naturligvis glæde over den nye kunde.

– Vi er meget glade og stolte over at skulle starte samarbejdet med Interflora. Det er et virkeligt spændende brand, og et brand der i mange år har været dygtige til at købe rigtig god kommunikation, siger Mikael Jørgensen, adm. direktør hos &Co. 

– Så vi vil gå ydmygt til opgaven og gøre vores bedste sammen med deres team. Sammen håber jeg på, at vi kan løfte den fine arv og skabe gode resultater.