Fra og med i dag skifter det 19 år gamle kommunikationsbureau BRO Kommunikation navn til Bro.

Er det en betydelig ændring?

– Nej, måske ikke. Men det vidner om en hæsblæsende udvikling, der blandt andet indebærer en vækst på over 20 pct. i årene 2014-2016 og en strategisk målsætning om at fortsætte væksten, siger ejerleder Helle Bro.

Navneskiftet angiver desuden afslutningen på et 2017, hvor bureauet har fremtidssikret sig.

– Mens vi tidligere har haft fokus på at øge vores omsætning og resultat, så har 2017 været året, hvor vi på de interne linjer har oprustet for at være klar til de kommende år og den konkurrence, som følger med at blive et af de store bureauer, fortsætter Helle Bro.

Grunlæggeren uddyber:

– Vi har nået en vis størrelse nu og har mange store både nationale og globale kunder, og de nye udfordringer er vi ydmyge over for, men går dem også velforberedte i møde.

Tre forretningsområder under ét brand

I marts 2017 skiftede bureauet villaen i Hellerup ud med 600 kvadratmeter på Esplanaden, og strukturen i organisationen blev ændret.

– Med navneskiftet viser vi, hvordan vi det seneste år har arbejdet på at koble organisationen tættere sammen. Vores kunder har i stigende grad et ønske om at forene adfærd og nudging med klassiske kommunikationsdiscipliner. Derfor arbejder vi i dag langt mere tværgående end tidligere. Og det skal afspejles i vores brand, siger Helle Bro.

Under det nye navn Bro ligger de tre forretningsområder; Bro Communication, Bro Organisation (der dækker team- og ledelsesudvikling) og Bro Behaviour, der før var et selvstændigt brand med navnet The Nudging Company.

Alle tre forretningsområder vil fremover også have samme designlinje.

– Vores logo har fået en grundig makeover, fortæller Eva Rieks, der, som partner i Bro, har stået i spidsen for navneskift og design.

– Sammen med det Londonbaserede brand-bureau Greenspace har vi udviklet et logo og en visuel identitet, som, vi synes, rummer både vores professionalisme og fundamentet for vores forretning; nemlig de langvarige relationer med vores kunder. Vores nye identitet er venlig og imødekommende, men skiller sig også ud, siger hun.

Lene Nielsen, Managing Director hos Greenspace, tilføjer:

– Det har været et meget interessant projekt at samarbejde om, både som strategisk projekt og på designniveau. Det nye logo fortæller historien om, hvem Bro er som brand, og hvorfor virksomheden har sin berettigelse.

– Vi kombinerer logo og navn og får derved grafisk vist, hvordan de kombinerer organisation, kommunikation og adfærd, slutter Lene Nielsen.