Fire af Coops dagligvarekæder – SuperBrugsen, Kvickly, Dagli’Brugsen og LokalBrugsen – fik tidligere på året en ny, samlet ledelse, og det får nu betydning for kædernes samarbejdspartnere på bureausiden.

- Vi taler om et mere nært Coop med fokus på lokale tilpasninger i de enkelte kæder. I den forbindelse står vi over for en spændende udfordring, hvor vi skal skabe en ny strategisk og kreativ platform for Brugskæderne - Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen/ LokalBrugsen, lyder det fra marketingdirektør Pia Niemann, Brugskæderne/Coop, i en pressemeddelelse.

Hun fortæller, at de enkelte kæders profiler fasholdes, men at den nye organisation skal sikre en større synergi og en samlet koordinering af indsatserne.

- Som leadbureau for den nye strategiske og kreative brand-platform har vi valgt Konstellation & Republica, fordi vi ikke alene får en top-motiveret partner, der kender os og det marked, vi bevæger os på, rigtig godt.

- Vi får også en usædvanlig stærk strategisk medspiller til at hjælpe os med at afstikke retning. Endelig er det lykkedes Konstellation & Republica, at samle et stort, virkelig tungt kreativt hold, som vi i den grad glæder os til at samarbejde med, siger Pia Niemann.

Susanne Lund, CEO i Konstellation og Republica, er begejstret for valget.  

- Vi er uendelig stolte over vores nye opgave. Det er en spændende opgave, og vi får en partner med en professionel kompetence. Så vi kan ikke ønske os et bedre med- og modspil i det kommende samarbejde, siger hun.

Konstellation & Republica - der ejes af Coop - er i dag leadbureau for Irma og SuperBrugsen og står for tilbudsaviserne for Fakta og Kvickly. Sidstnævnte har indtil nu haft Hjaltelin Stahl som leadbureau.