Der er optimisme at spore hos Ole Østergaard, adm. direktør i det digitale bureau Klean. Det skyldes, at Klean – der i år kan fejre 10 års jubilæum – det seneste års tid har føjet masser af nye navne til kundelisten i kølvandet på en række triste år.

 - Sidste år lavede vi en digital modenhedsundersøgelse, som gav os adgang til dialog med mere end 60 store og mellemstore virksomheder om deres digitale udfordringer. Den indsigt, det gav, har vi brugt til at målrette vores indsats, siger Ole Østergaard, der rykkede ind i Kleans hjørnekontor i begyndelsen af 2017.

- Først og fremmest har vi arbejdet på en helhedsorienteret tilgang til digital forretningsudvikling. Det er ikke kun et teknologisk spørgsmål, om vi kan være med til at flytte vores kunders forretning. Det er i høj grad et kulturelt, organisatorisk og menneskeligt spørgsmål. Det har vi indarbejdet i vores tilgang, og det giver pote hos kunderne, fortsætter Ole Østergaard.

Blandt de virksomheder og organisationer, der det sidste års tid har valgt Klean til, er fx BMW Financial Services, Warm Nordic, Greenland Travel, Aarhus Havn, Økologisk Landsforening og Fødevarestyrelsen.

Teknik og kreative fodaftryk

Ole Østergaard fortæller, at Klean sætter en ære i at levere et kreativt fodaftryk, uanset hvad de laver.

Bureauet, der i øvrigt er ejet af reklamebureuaet 727, insisterer dog også på at være med til at flytte forretning. Det kan være alt fra kodenære ting til sammenhænge, hvor design eller udvikling skal indgå på forretningssiden.

- Jeg er sikker på, at mange af de vanskeligheder, man generelt oplever med at forstå digitalisering og hvordan man praktisk går til værks, ofte handler om, at kunderne ikke helt tror på egne kreative evner.

- Det skal vi lave om på parallelt med, at vi med en værdibaseret tilgang udvikler nye funktioner og systemer, der integreres i virksomhedernes kultur, siger Ole Østergaard.

Fem nye medarbejdere

Kleans adm. direktør glæder sig også over, at eksisterende kunder som Gloster, DecoGroup og Bent Brandt har udvidet engagementet med bureauet, da langvarige relationer er guld værd.

- Digitalisering er en holdsport og vi kan se, at der hvor vi får lov til at være i samspil over længere tid, der kan vi virkelig lave gode resultater sammen. Af samme grund fylder kvalitet og respekt for kundens forretning meget i vores egen kultur.

- Vi gør alt, hvad vi kan i vores agile tilgang for at holde både kvalitet, tid og løbende forventningsafstemning i forhold til pris.

- Agilitet kræver en høj grad af struktur, og den har vi kombineret med 10 års erfaring fra kompleks systemudvikling med et team, som jeg dagligt bare er ekstremt stolt af at være en del af, siger Ole Østergaard, der også kan fortælle, at Klean for nylig ansat fem nye medarbejdere inden for udvikling, projektledelse og design.

Nyansættelserne hænger sammen med Kleans kundetilgang, der også har haft en positiv afsmitning på bundlinjen. Det betyder, at flere års tilbagegang og underskud er blevet vendt til plus i bureauets næste regnskab, der ventes offentliggjort i efteråret, lyder det fra Kleans adm. direktør.