Med en ny stresspolitik, kurser i meditation og positive følelser samt træning af ledere i at spotte stress er det lykkedes bureauet Advice at halvere antallet af stressrelaterede sygedage fra 2015 til 2016 – og det bringer nu bureauet i spil til Arbejdsmiljøprisen 2018.

Og det glæder de sig over hos Advice, fortæller COO Mikkel Havelund:

- Vi oplever et væsentligt bedre stressniveau og åbenhed hos medarbejderne. Vi har langt færre sygedage, og medarbejderne oplever bedre mulighed for at skabe en work life balance. Det bidrager alt sammen til øget tillid mellem medarbejdere og ledelse. Alle stressramte i Advice er indtil nu vendt tilbage til jobbet - og det er sket langt hurtigere end, hvad der er normen andre steder, siger han.

Og Advices tilgang har gjort indtryk på Arbejdsmiljørådet, lyder det fra rådets formand, Lisbeth Lollike.

- Skadelig stress på arbejdspladsen kan og skal forebygges. Derfor er det positivt at se, at man hos Advice har taget fat om problemstillingen og involverer både ledere og medarbejdere i at forebygge stress. At tale åbent om stress er nemlig en forudsætning for at kunne skabe mere trivsel, siger hun.

Fortsætter arbejdet

Men ambitionerne hos Advice går videre end det, lyder det fra bureauet: Næste punkt på dagsordenen er således at komme så langt på forebyggelses-fronten, at stress-symptomer slet ikke når at udvikle sig til sygdom.

- Vi kommer aldrig i en situation, hvor vi bare kan sætte flueben og begynde at fokusere på noget andet - risikoen for stress lurer altid lige under overfladen for vores type af arbejde og always on-tendensen i samfundet, siger Mikkel Havelund, der understreger, at Advice da heller ikke hviler på laurbærerne:

- Jeg tror, at når vi hver mandag morgen samler hele virksomheden for at synge morgensang, eller når vi alle bruger tre dage på at blive rystet sammen på en ø i det sydfynske, så skaber vi i virkeligheden det allerbedste værn mod stress.

Advice er nomineret i kategorien Psykisk arbejdsmiljø.

Det er i år 12. gang, Arbejdsmiljøprisen uddeles, og vinderne kåres ved prisuddelingen onsdag den 11. april 2018 på Axelborg i København.

Læs mere om prisen og se de øvrige nominerede her.