Siden 2012 har bureauet Culture Works ejet en betydelig del af undertøjsvirksomheden Organic Basics, der de seneste år har vakt opsigt verden over.

Fx blev brandets SilverTech-undertøj i 2016 Nordens mest crowdfundede modekampagne på Kickstarter. 

Den ejerandel er nu tilbage i Organic Basics, og samtidig træder to af Culture Works’ grundlæggere, Christoffer Immanuel og Alexander Christiansen, ud af det kulturelle bureau for at hellige sig undertøjet.

- Det er en hård, men rigtig beslutning, at vi nu splitter de to selskaber op. I 2016 så vi en vækst på 500 pct. i Organic Basics, og for at vedligeholde denne imponerende vækst er vi nødt til at have et skarpt fokus fra alle fire ejere i Organic Basics,  som tæller Mads Haugsted, Mads Fibiger, Alexander Christiansen og mig selv, siger Christoffer Immanuel.

Adrian Fey, kreativ direktør i Culture Works, supplerer:

- Organic Basics er ude på en sindssyg interessant rejse, og vi er stolte over at have andel i de  første par år af  den. Samtidig oplever vi en konstant stigende efterspørgsel på vores ydelser i Culture Works, og jeg kan allerede nu sige, at 2017 bliver et rekordår for os, både hvad angår projekter og økonomi, siger han. 

En lys fremtid?

Organic Basics rykkede i januar hele forretningen til USA - nærmere bestemt San Francisco - for at jagte et gennembrud på det amerikanske marked.

Culture Works udvidede i efteråret 2016 med en afdeling i København, og samtidigt rykkes Mads Severinsen og Andreas Nielsen frem i bussen som ansvarlige for henholdsvis kommunikation og event design i det kulturelle bureau. 

- Siden Andreas og jeg blev ansat i Culture Works for et års tid siden, har det været meningen, at vi skulle udgøre et stærkt Aarhus team på tværs af konceptudvikling og kommunikation  og event  design og eksekvering.  Det er gået rigtig  godt,  og vi har aldrig haft mere vind i sejlene, end vi har lige nu. Derfor er både Andreas og jeg klar til  at  tage  et  endnu  større  ansvar  og  være med til  at  tegne fremtiden for det her bureau, siger Mads Severinsen.

Såvel Organic Basics som Culture Works forventes at omsætte for et større millionbeløb i 2017.