Opdateret: Sidste år blev 2+1 Idébureau belønnet med en Danish Design Award for sit VenligBolig-projekt – der giver boligejere og byer mulighed for at byde flygtninge velkommen i samfundet og lokalområdet – men nu er bureauet lukket.

Det fremgår af den seneste årsrapport, hvor det i ledelsesberetningen hedder:

- Efter regnskabsårets afslutning har ledelsen valgt at indstille selskabets aktiviteter, idet de realiserede indtægter samt forventninger til selskabets fremtidige indtjening ikke i tilstrækkelig grad kan dække selskabets driftsomkostninger samt servicere selskabets kreditorer.

Det ordinære resultat efter skat er på minus 575.000 kroner – i 2016 var der er minus på 6.000 kroner – og ifølge ledelsesberetningen er årets resultat ”væsentligt forringet som følge af omkostninger afholdt til fraflytning af tidligere domicil samt etablering i nyt.”

- Vi har efter grundige overvejelser været nødt til at lukke bureauet, da vi desværre blev ramt af flere aflyste og forsinkede projekter, hvilket har trukket på både de økonomiske og mentale ressourcer, siger Morten Kold partner og adm. direktør for 2+1 Idébureau.

Flere kendte projekter

2+1 Idébureau blevstiftet i 2003 og har gennem årene haft særligt fokus på formidlings- og oplevelsesdesign samt udvikling og branding af områder og byggerier. Men også på infrastruktur, design og kultur.

Mest kendt er bureauet nok for brandingen af Danmark med Den Lille Havfrues rejse til EXPO i Shanghai tilbage i 2009, men også mange andre af bureauets projekter har skabt genlyd.

Fx en cykeltur gennem finansområder, forstæder, slumkvarterer og havne på fem kontinenter med kameraer monteret på cyklen, for at finde nogle af verdens mange enkle løsninger på miljøproblemer.

Desuden kan nævnes brandingkampagnen for Hedensted Kommune, der gerne ville øge tilflytningen – og lykkedes med det, og et omfattende brandingprojekt for Herning.

Bureauet har også løst opgaver forbl.a. Loop City, Hillerød Kommune, Ny Valby - Uptown Copenhagen, Nyt DTU og Novozymes.

Ud over adm. direktør Morten Kold er Johan Galster partner i bureauet, og Morten Kold kalder årene med bureauet gode og lærerige: 

- Det har været en lang og lærerig rejse med 2+1 fra det lille cigarkassebureau gennem finanskrisen til Gazellekåringer og gedigne overskud og nu desværre lukning, siger han og tilføjer:

- Vi er stolte af de markante projekter, vi har stået for gennem tiden, af de flotte resultater, vi har leveret til vores kunder samt af de priser, vi har vundet. Nu håber vi blot, at vores dygtige medarbejdere kommer godt og hurtigt videre.