Hvis danske virksomheder skal kunne hamle op med platforme som Amazon og Zalando, så bliver de nødt til at tage de næste skridt i forhold til at drive datadrevet online- og omnichannel-forretning.  
 
Det er ræsonnementet bag, at e-handelsbureauet No Zebra har oprettet et nyt specialiseret Insights & Data Science-team, der skal hjælpe danske virksomheder med at gå fra simple dataanalyser til decideret intelligent indsigt, analyse og automatisk aktivering af data. 
 
I spidsen for det nye team står Jeppe Godske Olsen, som kommer til bureauet med masser af dataanalyseerfaring fra bl.a. Freeway og Epinion. 
 
Mere indsigt, mere forretning 
 
Med ansættelsen af Jeppe Godske vil No Zebra hjælpe kunder med at tage skridtet fra simpel dataindsamling og webanalyse til automatisering, data management og attributionsmodeller og dermed ultimativt skabe optimale kunderejser på baggrund af data. 
 
- Data science og indsigt går langt videre end bare Google Analytics og simpel Business Intelligence. Det handler om at gøre noget intelligent med sine data, siger Kasper Ebsen, der er partner og digital direktør i No Zebra. 
 
- Er der fx sammenhæng og mønstre på tværs af køb, kanaler og returvarer? Det handler om at øge sin indsigt og aktivere sine data, så man øger sin forretning, fortsætter han. 
 
Ikke så meget snak  
 
Jeppe Godske Olsen glæder sig til at komme i gang med arbejdet hos No Zebra. 
 
- Vi kan hjælpe virksomheder med ikke bare at tale om data, men rent faktisk at have et topprofessionelt setup for dataindsamling.
 
- Det er individuelt, hvor digitalt modne virksomhederne er, men de fleste vil kunne arbejde dybere med deres data, end de gør i dag, og høste mange lavthængende og ofte skjulte frugter.  
 
- F.eks. ved at identificere de mest engagerede kunder, finde ud af hvem, der køber hvad, hvor tit de køber osv. Alt det kan du konvertere til konkrete indsatser, forklarer han. 
 
Udenlandske konkurrenter presser på 
 
Kasper Ebsen og Jeppe Godske påpeger, at selv om store udenlandske platforme som fx Zalando og Amazon, hvor danskerne i høj grad lægger deres penge, når de handler på nettet, er langt foran, hvad angår data management platforme, data science, algoritmer, automatisering m.v., så kan danske virksomheder komme langt ved at tage nogle få, simple skridt: 
 
- Ved f.eks. at få lagt et e-handelsbudget, få styr på deres dataindsamling og fokusere på to eller tre konkrete steps på kunderejsen, kan danske virksomheder rykke rigtig langt, siger Kasper Ebsen og slutter: 
 
- Det er en øjenåbner for mange, hvor hurtigt man egentlig kan komme i gang og hvor stor en effekt, det kan have. Man behøver ikke springe direkte til data management platforme og kunstig intelligens, selv om det er supereffektivt.