EU-udbuddet om Væksthus Nordjyllands samlede kommunikationsindsats i de kommende fire år har været i gang siden august 2017, og efter en omfattende finalerunde blandt tre bureauer fra København og Aalborg er der nu truffet en afgørelse.

Et nyt konsortium bestående af Aalborg-bureauerne Gotcha og Lange PR kunne dermed i går åbne champagneflaskerne og erklære sig som vindere af det knap fire millioner kroner store EU-udbud.

Lange PR har i forvejen gennem flere år arbejdet for Væksthus Nordjylland, men i kraft af bureau-konstellationen med Gotcha lægges der nu op til en langt bredere og mere omfattende løsning inden for kommunikation, PR, reklame og SoMe.

- Det er aldrig særlig sjovt at skulle konkurrere om en kunde, der allerede er i hus, men omvendt har det tvunget os til at være mindst lige så nytænkende og skarpe som konkurrenterne i udbuddet. Det har vi heldigvis formået, og vi glæder os derfor til at tage hul på næste fase af Væksthus Nordjyllands PR- og kommunikationsindsats, lyder det samstemmende fra Rasmus Færch Brostrøm og Jacob Lange, der står i spidsen for henholdsvis Gotcha og Lange PR.

Skal sikre synlighed

Væksthuset skal bl.a. i gang med et stort kommunikationsarbejde, der skal sikre en endnu større synlighed over for målgruppen af små og mellemstore virksomheder i Nordjylland.

Om valget af konstellationen Lange PR og Gotcha, siger Heidi Stubberup Ebeling, kommunikationsansvarlig i Væksthus Nordjylland.

- Som et offentligt EU-støttet væksthus med et stort budget udbyder vi hvert fjerde år hele markedsføringsindsatsen i et udbud med en eksternt tilknyttet udbudsekspert. Det er en omfattende proces, men det er også et sundt forløb, der sikrer, at vi har den bedste partner på kommunikationsområdet. Lange PR og Gotcha scorede højest på kvalitet og pris blandt de deltagende bureauer, og vi ser derfor frem til de næste års samarbejde.

Væksthus Nordjylland er et af fem Væksthuse i Danmark og er ejet af de 11 kommuner i Region Nordjylland.