Nye kunder spadserer ind ad døren til Clienti, der har kontorer i Aalborg og Aarhus. Det kræver betydelige investeringer i butikken, og det er årsagen til, at væksten findes på toppen, mens tallet på bunden falder.

En vækst på 14 pct. på bruttofortjenesten er formen. Resultatet for 2016/2017 er kun på 400.000 kroner mod 1,8 mio. kr. sidste år.

Er I gået i stå?

– Nej, bestemt ikke, tværtimod, men du har jo ret i din betragtning. Vi har øget bruttofortjenesten til over 27 mio. kr., og de penge, vi har tjent, har vi brugt på opgraderinger på kompetencesiden, siger Anders Bjørnstrup, direktør i Clienti.

– Derfor er vores lønomkostninger steget med over 5 mio. kr.. Det er en benhård investering i at udvikle både vores Aarhus-afdeling samt i at styrke alle vores digitale kompetencer, så vi bliver endnu skarpere på integrerede løsninger.

– Det gælder både kreativ og digital udvikling samt SoMe- og Search-delen, hvor vi satser kraftigt. Det koster penge at tjene penge, så investeringerne kommer først, og så må vi høste, når vi er på plads.

Om fremtiden?

– Investeringerne fortsætter i dette regnskabsår også. Det er en del af vores 2020 strategi, som vi er i færd med at folde ud internt, og omkring årsskiftet kommer vi til den eksterne del. Så indtil videre kører det hele som planlagt, slutter Anders Bjørnstrup.

Renset for freelancere er Clienti vokset fra 37 til 44 medarbejdere.

Nøgletal Clienti A/S

(Mio. kr.)                            2016/2017 2015/2016

Bruttofortjeneste:            27,7              24,2

Resultat før skat:             0,54              2,3

Resultat efter skat:         0,41              1,8

Antal medarbejdere:      44                 37