Der findes mange awardshows i den kreative branche, men et af dem, man ikke kan komme uden om – og som branchen nu for 10. år i træk bakker mere end almindeligt solidt op om – er Creative Circle Awards.

Og med ikke færre end 776 cases fra 197 forskellige afsendere har 2018 på disse to parametre placeret sig i den absolut øverste ende af skalaen: Sidste år modtog CCA 708 indsendelser fra 149 afsendere.

- Vi havde egentlig forventet færre indsendelser på grund af de mange entry deadlines, der har været sammenfald på i år, men det har ikke ændret på at det er det højeste niveau i mange år, siger juryformand David Asmussen, der til daglig er Creative Director på Orbit Red, og tilføjer: 

- Og for en gangs skyld skyldes det ikke en udvidelse af antallet af kategorier, men derimod bred opbakning fra branchen. Så vi er stadig, vil jeg tro, den største event i Skandinavien, der hylder Innovation og kreativitet. Bl.a. fordi den i årevis er blevet justeret og opdateret.

Bedre tider

David Asmussen mener godt man kan sige, at indsendelserne afspejler, at det går bedre for branchen, men om kvaliteten følger med, må tiden vise:

- Større mængder indsendelser er jo ikke nødvendigvis et billede på, at bureauerne har lavet bedre arbejde: Og typisk kommer der ikke flere statuetter alene fordi, der er mere indsendt. Men vi ser bestemt væksten som udtryk for både bedre tider i branchen og opbakning til CCA, siger David Asmussen.

Det er stadig Advertising, der er den store kategori med 499 indsendelser (inklusive Craft-kategorierne), mens Digital er næststørst med 142 indsendelser. Design ligger på 78 og Direct på 44.

- Fordelingen er nogenlunde, som den plejer. Integration af DM-dagen ser ud til at have fungeret godt, så Direct er landet på et godt niveau. Og vi er meget glade for opbakningen, som kommer fra både traditionelt kendte direct bureauer samt flere bureautyper, så det bliver en spændende kategori i år, siger David Asmussen og tilføjer om Design:

- Design ligger som sædvanligt lavere, men vi ved, det skyldes meget selektive bureauer, der kun sender det allerbedste ind. Og niveauet er normalt højt.

De dygtigste i branchen

Så al snak om, hvorvidt CCA stadig har sin berettigelse bør forstumme?

- Ja, det synes jeg faktisk. I år fylder Creative Circle Award, som den er udformet i dag, 10 år, og tæller vi Guldkornet med - som kun dækkede Advertising - så er det ikke kun det største, men også det ældste kreative awardshow i Danmark. Og med den opbakning der er fra så mange bureauer, er der meget at fejre i jubilæumsåret.

I praler af at have en jury, der er et ”meritokrati” – hvorfor er det vigtigt?

- Fordi det gør CCA til både den mest troværdige og den mest demokratiske award. En pris hvor de dygtigste i branchen identificerer, finder og hylder årets mest innovative arbejder, siger David Asmussen og tilføjer:

- Vi tror ganske enkelt på, at de, der er bedst til at vurdere kvaliteten af en idé, er dem, der selv udvikler idéerne i deres daglige arbejde.

Men gør andre ikke det samme?

– Jo, D&AD gør det og i høj grad også Cannes Lions. Men ellers er der mig bekendt ikke andre.

Seneste års antal indsendelser til Creative Circle Award

2018: 776  

2017: 708

2016: 625

2015: 694