Sidste år kunne reklamebureauet DDB glæde sig over en markant forbedret bundlinje – fra et minus på 6,4 mio. kroner til et lille plus på 0,12 mio. kroner – og den opadgående vækstkurve fortsætter i 2016.

En bruttoavance på 38,5 mio. kroner giver en vækst på 18 procent vækst på toppen og en lille forbedring på bundlinjen, og dermed kan bureauets nye trekløver-ledelse - Thomas Erichsen, Anders Wik og Thomas Fabricius – glæde sig over at være kommet godt ud af deres første regnskabsår.

- Vi har taget nogle ubange valg i løbet af året, som har vist sig at være rigtige, og vi kan mærke, at vores tro på, at kreativitet kan løse forretningsproblemer giver god genklang hos både eksisterende og nye kunder, siger CEO Anders Wik.

Fremgangen skal ifølge ledelsen findes i en god kombination af nye og faste kunder som har udviklet sig rigtig pænt, samt at bureauets øgede fokus på digitale leverancer og kompetencer har resulteret i øget omsætning.

Forventer klar forbedring

Trods de gode takter følger bundlinjen dog ikke rigtig med op, og det skyldes ifølge bureauet investering i nye kompetencer og omstrukturering.

DDB havde i 2016 en stor stigning i personaleomkostninger, som følge af investering i nye kompetencer, samt en omstrukturering i forbindelse med ledelsesskiftet halvvejs gennem året.

Og så spøger den høje husleje fortsat, siger Managing Director Thomas Erichsen:

- Vores bundlinje er stadig påvirket af en ekstraordinært høj husleje, som vi ser frem til at komme af med ved udgangen af 2017.

Thomas Erichsen glæder sig over, at bureauet har haft en højere bruttoavance pr. medarbejder på trods af stigning i personaleomkostninger og tilføjer, at 2017 tegner godt:

- Vi forventer en markant forbedring af resultatet i 2017, blandt andet i kraft af tilgang af nye kunder som DFDS og Falck Global Assistance, siger Thomas Erichsen.

DDB er en del af Omnicom Media Group.

DDB - inkl. Spoiled Productions - 2016

·       Omsætning 76.112 mio. kr. (+8,3 pct.)

·       Bruttoavance 38,528 mio. kr. (+18 pct.)

·       Bruttoavance pr. medarbejder 963.200 kr. (+12,1 pct.)

·       Lønandel 67 (58,6)

·       Resultat af primær drift 0,311 mio. kr. (0,124 mio. kr.)