KLUMME: Sidste uges faglige brændpunkt, ”The Digital Marketing Exposition and Conference” (DMEXCO) i Köln, var mødested for marketing- og mediefolk, såvel som techies og kreative - herunder ovenstående digitale personligheder fra Mediabrands Danmark.

Den enorme konference/messe kan bedst beskrives som den digitale økonomis årlige innovative træfpunkt, hvor disruption-fænomenet dissekeres, og morgendagens forretningspotentialer identificeres.

Her er, hvad vi hørte og så – og tog med os hjem:

1. Marketing definerer snart virksomhedens teknologi

Det står klart, at CMOs bliver de nye tech-influencers. Det bliver dem, som har stor medbestemmelse på, hvilke teknologier som virksomhederne vil benytte.

Teknologi er ikke længere den begrænsende faktor, det åbner nye dialoger, veje og relationer. Men midt i begejstringen skal vi huske, at teknologi skal fastholde fokus på at understøtte den samlede kunderejse.

2. Artificial Intelligence

Den kunstige intelligens sniger sig ind alle vegne i marketing. Rigtig mange af iværksætterne på DMEXCO havde fokus på at aktivere brudstykker af AI. Stort set alle de store taler om at bringe AI i spil. Mulighederne er uendelige og vidtrækkende, men det handler om at bringe AI ind i værdikæden, hvor det giver mening, frem for at vente på ”Den store transformation”. 

Vi skal samtidig holde fast i, at det er menneskelig og kunstig intelligens, der sammen skal optimere marketing og media. Eksempelvis oplevede vi jo, hvorledes Facebook ikke kunne styre deres AI – maskinerne udviklede deres eget sprog og løb løbsk, hvilket resulterede i at Facebook måtte lukke projektet ned. Det kræver altså et menneskeligt perspektiv.

3. Forbrugere er Mobile Only

En stigende andel af forbrugerne er nu kun på ét device: Mobilen, hvor al dialog med venner, medier og brands udspiller sig. Trenden bekræftes af Mediabrands’ egen globale Wave 9 analyse: 90 % af danskerne (15-55 år) har nu en smartphone.

4. GDPR (Datatransparens for forbrugerne)

Rigtig mange byder ind på at tage teten på dialogen omkring EU’s ”General Data Protection Regulation” (GDPR), som gælder lige om lidt. Vi så endda virksomheder, som bygger deres teknologiske platforme omkring de potentielle begrænsninger, som ligger i den nye EU-lovgivning, som træder i kraft 25. maj 2018.

5. eSports

Folk, der dyrker eSport er ikke længere drenge, der leger i deres forældres kælder – det er sin eget forbrugerkategori, der skal inddrages i planlægningen og tage alvorligt. eSport er på globalt plan nu så stor en sport, at kun fodbold overgår det i interesse. Ligeledes er passionen omkring sporten enorm, hvilket tilsammen giver et enormt kommercielt potentiale. 

6: Marketing Attribution

Vi kan og skal måle alt, men hvordan opstiller vi et måleapparat, så vi kan måle fremtidens krav til KPI’er, der ikke kun handler om media, men snarere om hele kundens forretning og værdikæde.

7. Data kvalitet frem for kvantitet

Det lyder måske som en floskel, men det er værd at huske på, lød budskabet i Köln. Med andre ord, god data er at foretrække frem for big data. Og data kan aktiveres på rigtig mange platforme, og gøres tilgængelig i selv små doser.  

8. Walled Gardens

”Walled Gardens” bliver en vigtigere faktor at have for øje, når man planlægger sin transformation mod datadrevet kommunikation. Den friktion, eksempelvis Google og Facebook skaber, kan begrænse dine muligheder, hvis ikke disse udfordringer tænkes ind tidligt i datastrategien. Du kan muligvis blive nødt til at hugge en hæl eller klippe en tå, men klip endelig der, hvor det giver dig færrest begrænsninger i data flowet.

9. Dialogbaseret marketing

Tech-drevet, automatiseret dialog med forbrugerne var et gennemgående tema de to dage.  Buzz Words er: Google Home, Echo, Alexa og Chatbots. Vores opgave på bureausiden er at åbne dialogen mellem brands/annoncører og forbrugere. En dialog, der skal foregå endnu mere på forbrugerens præmisser.

Christian Evendorff er Head of Cadreon DK, Michael Ingemann er Chief Digital Officer hos Mediabrands Danmark, mens Anders Clausen er Digital Director hos IUM.