Designas nye website skal baseres på data om brugernes faktiske vaner og interesser i stedet for mavefornemmelser og gætteri.

Sådan lød briefen til søsterbureauerne Marvelous og IUM, da den danske køkkenvirksomhed efterspurgte et nyt digitalt forretningsunivers.

Så nu skal Marvelous designe virksomhedens nye website, mens IUM bidrager med nye bruger- og retail-data om den digitale forbrugers præferencer og vaner, kombineret med digital forretningsudvikling.

- Valget faldt på kombinationen af reklame- og mediabureau i samme hus, fordi IUM og søsterbureauet Marvelous i deres arbejde demonstrerer, at digital strategi og websiteudvikling skal gå hånd i hånd, siger Jacob Mortensen, der er marketingchef i Designa, og tilføjer:

- Vi ønsker et digitalt univers, der er tilpasset kundens behov og ønsker, som giver tryghed i at træffe beslutninger i en kompleks købsproces. Skræddersyet kommunikation på tværs af medier er derfor ikke meget værd hvis det, kunden møder online, ikke understøtter denne ambition.

Skaber stærke synergier

Og det giver god mening at kombinere design med data: IUM’s eget Retail Buying Study viser således, at kunder i køkken og bad-branchen i stigende grad samler inspiration online, før de foretager et køb. 

- Det betyder, at brugerne er langt mere prækvalificerede, når de dukker op i Designas lokale butikker, hvilket virksomheden skal kunne understøtte digitalt, siger Paw Møller Hansen, der er Head of Digital hos IUM, og tilføjer:

- Vi har siden 2013 opdyrket samarbejdet med Marvelous for at skabe stærke synergier mellem mediabureau og reklamebureau med et digitalt afsæt, som sætter os i stand til at forene kreative kræfter og digital forretnings-centriske data. 

Rasmus Duerlund Mikkelsen, Creative Technology Director hos Marvelous, er heller ikke i tvivl om, at bofællesskabet er en klar fordel for kunderne – og for IUM og Marvelous:

- Én af vores kernekompetencer er at udvikle optimale kundeoplevelser, og det flugter perfekt med Designa, der er uhyre ambitiøse på deres kunders vegne, siger Rasmus Duerlund Mikkelsen og tilføjer:

- I den proces er det guld værd at kunne trække på IUM’s kompetencer i forhold til kunderejser, forbruger- og bruger-indsigt. Det er med til at sikre det strategiske og indsigtsbaserede afsæt, som opgaven kræver.