Netbooster fusionerede i fjor med franske Artefact, og det digitale bureau – der er blandt Europas største – har siden fået masser at se til på nordisk plan. Især inden for programmatic og data-consulting.

Derfor har Artefact hyret intet mindre end 12 nye medarbejdere i Norden i år.

Det drejer sig bl.a. om Anders Mikkelsen, der er kommet til bureauet med 10 års erfaring inden for medieindkøb. Han har bl.a. tidligere været programmatic manager for Havas i Norden.

Anders Mikkelsen er blevet Head of Paid Media i Artefact Norden, og samtidig har Artefact yderligere fire medarbejdere i medieafdelingen i Danmark, mens der senere på året skal ansættes en enkelt inden for media buying på Artefacts norske kontor i Oslo.

Udvider dataafdeling

Desuden er Therese Fischer-Larsen, som har en fortid hos Halo.agency og Text 100, hentet ind til en stilling som strategic account manager.

Artefact er derudover i gang med at udvide dataafdelingen, der har fokus på implementering af Google Analytics, Tag Manager og relaterede ydelser.

- Vi har nogle aggressive vækstmål, og derfor har vi på linje med Artefact internationalt foretaget en del nye ansættelser i første halvdel af 2018, særligt inden for media buying, og i anden halvdel af 2018 kommer vi til at fokusere på dataområdet, siger Andreas Suhr, der er COO i Artefact Norden.

På internationalt plan har Artefact i øvrigt styrket ledelseslaget, blandt andet med ansættelsen af Ricardo Catalano som ny adm. direktør i Artefact Frankrig.

Catalano har tidligere fungeret som adm. direktør for MEC Wavemaker, der er et GroupM/WPP-ejet mediebureau, hvor han fx vandt pitches udskrevet af virksomheder som PSA og Disney.