I 2011 etablerede Jakob Vedel og Mathias Hillerup Larsen det digitale bureau s360, der bl.a. er eksperter i Google AdWords annoncering, søgemaskineoptimering samt Display annoncering, og siden er det gået stærkt.

Eksempelvis voksede bureauet i 2016 fra 20 til 30 ansatte, bruttofortjenesten landede på 18,1 mio. kr. og bundlinjen bugnede med 7,3 mio. kroner.

Tidligere på året købte Egmont Publishing så 40 pct. af bureauet for et større tocifret millonbeløb, og nu udvides ejerkredsen igen.

Denne gang med to senior profiler fra egne rækker i skikkelse af Frederik Hyldig, nuværende Head of Paid Search, samt Peter Decko, Senior Business Consultant, der er nye partnere i det digitale bureau.

Vil være førende i Norden

Hos bureauets CEO, Jakob Vedel, er det en nyhed, der vækker begejstring:

- Frederik og Peter er særdeles stærke kapaciteter, som på hver deres felt har bidraget markant til den udvikling, s360 er inde i. Det er mennesker, der skaber resultater, men som på et personligt plan også er utroligt vellidte. En gevinst for både virksomheden og vores kunder, siger Jakob Vedel, der ikke er bleg for at melde ambitiøst ud.

- Vores kunder skal have det bedst mulige afkast af deres investering, og vi som virksomhed skal fortsætte den positive udvikling, således vi ikke blot er førende i Danmark, men også i Norden. Den målsætning forudsætter selvfølgelig et stærkt team og den rette partnerkreds, siger han.

Over 40 medarbejdere

Netop bureauets ambitionsniveau fremhæves også af den nyslåede partner Frederik Hyldig:

- Alene på de tre år, jeg har været en del af s360, har virksomheden gennemgået en kæmpe udvikling. Vi er gået fra 11 ansatte til i dag at være over 40, og vi formår at drive en sund forretning samtidig med, at kunden - sagt på godt jysk - får smæk for skillingen. Det er resultater, jeg er stolt af, og som samtidig gør mig fuld af forhåbninger til fremtiden, siger den nyslåede partner.

s360 har hjemme i Aarhus og åbnede i 2016 en afdeling i København.