En af landets store medievirksomheder, Discovery – der står bag Kanal 5, Kanal 4, 6’eren, Canal 9, Discovery Channel og Eurosport – valgte tidligere på året at sige farvel til en stor del af PR-afdelingen.

Nu har selskabet så indgået et partnerskab med Nordens største kommunikationsbureau, Geelmuyden Kiese. Det skete efter en pitch, hvor bureauet var i hård konkurrence med en stribe skarpe PR-bureauer.

- Vi har meget store forventninger til partnerskabet med Geelmuyden Kiese. De har allerede bragt mange originale ideer på bordet, og vi er meget enige i tilgangen til PR anno 2017. Samtidig har de lige som os selv en stor appetit på at få nye programmer som "5. gear", "Studie 5" såvel som nye sæsoner af kendte programmer som "Nærkontakt" ud og leve hos de forskellige målgrupper, lyder det fra Lena Bøgild, chef for PR- og digital i Discovery Networks Danmark i en pressemeddelelse.

- Endelig har det tiltalt os at få en indsigtsfuld samarbejdspartner med så stor og moderne en værktøjskasse samt brede erfaringer, som tilfældet er med Geelmuyden Kiese, fortsætter hun.

Fra inhouse til bureau

Samarbejdet med Geelmuyden Kiese kommer som sagt i kølvandet på et forår, hvor Discovery Network Danmark opsagde fem medarbejdere i virksomhedens PR-afdeling som led i en større organisationsændring.

- Med et samarbejde med et stort kommunikationsbureau som Geelmuyden.Kiese får vi adgang til en masse dygtige folk, der har fingeren på pulsen inden for PR og kommunikation, og vi kan dermed løbende trække på de ressourcer, som vi vurderer, der er behov for for at slå igennem i et konkurrerende tv-marked, og hvor det er altafgørende, at man hele tiden er first movers,  siger Lena Bøgild.

Hos Geelmuyden Kiese glæder man sig naturligvis over den nye opgave:

- Vi ser enormt frem til samarbejdet med Discovery, der er i en positiv og rivende udvikling. Det er en fantastisk mulighed for at komme tæt på en af Danmarks mest spændende medievirksomheder og sammen afprøve nye metoder indenfor PR-arbejde. Vi ser en klar tendens til, at vi får færre traditionelle kunder og flere samarbejdspartnere, hvor vi i mindre grad leverer enkeltopgaver til virksomheder, men i stedet er en fast del af deres kommunikationsarbejde. Det giver os i endnu højere grad mulighed for, i samarbejde med kunden, at sikre langsigtede forandringer til gavn for deres virksomhed, siger Karne Lykkebo, strategisk direktør og partner, Geelmuyden Kiese.