Der er stadig vækst på dagsordenen hos Falcon.io, og social media management-specialisterne vokser da også derudaf på omsætning – 40 procent i år og 52 procent sidste år.

Men det kniber fortsat med at få bundlinjen til at følge med, selv om det retfærdigvis skal understreges, at årets minus på 42,2 mio. kroner nærmest er en halvering af sidste års underskud på 81 mio. kroner.

Men det er faktisk helt efter planen, lyder det fra Falcon.ios grundlægger og CEO, Ulrik Bo Larsen:

- Nogle spørger, hvorfor vi ikke har sorte tal på bundlinjen nu, men vi har konstant haft et øje på at balancere vækst og profitabilitet, og for os er det en strategisk beslutning, siger han og tilføjer:

- Vores regnskab afspejler, at vækst stadig er et hovedfokus for os. Vi kunne vælge at gå efter overskud, men så ville vi ikke have kunnet vokse fortsat i vores nuværende hastighed, og vi var måske selv blevet købt op i dette marked.

Venter yderligere konsolidering

Med til historien hører, at omkostningerne holder sig i ro, og sammen med opkøbet af Komfo i februar i år (altså efter regnskabsårets slutning), er virksomheden rustet til at holde og udvide sin position i markedet, mener Ulrik Bo Larsen.

- Når man har et godt produkt i et relativt ungt marked, handler det om hurtigst muligt at få en stærk og stor tilstedeværelse, som man kan bygge videre på, ellers bliver man overhalet af mere aggressive konkurrenter, siger han.

Falcon-direktøren er dog ikke i tvivl om, at der inden for det næste år vil ske yderligere konsolidering i markedet for værktøjer til at håndtere sociale medier.

- Mange har slået sig op på at være gode til én ting. I takt med at lovgivningen strammes, marketing reelt bliver en reguleret industri, og brugerne bliver trætte af at bruge ti forskellige værktøjer, ser vi, at adskillige spillere i vores kategori mister pusten. Det kommer vi til at se endnu mere det næste år eller to. Der er vi så privilegerede, at vi både har en sund forretning, vækst og kan tiltrække kapital til at finansiere opkøb, siger Ulrik Bo Larsen.

Fremtiden tegner lys

Ved slutningen af regnskabsåret havde Falcon.io årlige abonnementsindtægter på over 150 mio. kroner og forventningen er, at det tal vokser til over 220 mio. kroner i år gennem organisk vækst - og takket være købet af Komfo.

Ifølge ledelsesberetningen ventes væksten at fortsætte i de kommende år, ligesom man forventer snart at nå sorte tal på bundlinjen ”hjulpet af solid organisk vækst og opkøb”.

Og de nye kollegaer fra Komfo? Ja, ifølge Ulrik Bo Larsen er de faldet godt til:

- Vi lavede en anonym survey blandt de tidligere Komfo-medarbejdere for et par måneder siden. Et overvældende flertal havde haft en positiv oplevelse med at starte i Falcon.io, på trods af at man reelt bliver overtaget af den primære direkte konkurrent. Det er vi ret stolte over, for vi har lagt et stort arbejde i at give dem en god start i Falcon.io både i København og Sofia, siger han.

Falcon.io blev stiftet i 2010 under navnet Engagement Platform. Siden kom selskabet til at hedde Falcon Social, og i 2016 blev det til det nuværende Falcon.io.

Virksomheden har kontorer i København, New York, Berlin, Budapest og Sofia.

Nøgletal

                             2017/18         2016/2017

Omsætning            124 mio         89 mio

Bruttoavance          100,3 mio      69 mio

Resultat                 -42,2 mio       -81 mio

Bruttomargin          81%               78%

EBITDA-margin      -35%             -91%

Antal medarbejdere: 235 (heraf 138 i DK)

Falcon.ios regnskabsår går fra 1. februar til 31. januar.