Fitness Worlds mere end 450.000 medlemmer får snarest en ny, lettere og mere gennemtænkt digital tilgang til fitnesskæden, og det er Dwarf, der er partner på opgaven.

Fitness World kom til Dwarf grundet bureauets brede vifte af kompetencer og platformsuafhængighed, heriblandt drupal8 og Laveral.

– Vi ønskede en løsning, der var mere uafhængig af udviklere, således at webmanagers og content-editors har den fornødne fleksibilitet til at redigere indhold selv og udkomme hurtigere med taktisk kommunikation, siger fitnesskæden.

Igennem hele forløbet var der en ”god og konstruktiv, men også udfordrende dialog imellem Fitness World og Dwarf”.

Ikke mindst identificeredes flere interessante synergimuligheder fremadrettet på tværs af de digitale berøringsflader med kunderne – og som marketingchefen udtrykker det:

– Vi så et gensidigt match i kultur og arbejdsform mellem Dwarf og Fitness World. Det betyder meget for os, siger Allan Kleiner, marketingchef hos Fitness World.

Det lange partnerskab er vigtigt

Dwarf fremhæver værdien i det langvarige partnerskab med en kunde som Fitness World, der med længder er landets største motion- og fitnesskæde, hvilket naturligvis gør dem ekstremt interessante at have på kundelisten.

– Fitness World er selvfølgelig altid en spændende kunde, alene af den grund at de har en af Danmarks største medlemsdatabaser, siger Thomas Sofienberg, CEO hos Dwarf.

– Det er guf for design teknologister som os at få lov til at lege med den volumen af data. Få virksomheder ved så meget om medlemmerne som Fitness World, både online og via de digitale aftryk, der sættes i deres centre. Den data og indsigt kan og bør omsættes til værdi både for medlemmerne og virksomheden.

Fitness World har mere end 150 centre landet over og mere end 450.000 medlemmer.

– Jeg ser Fitness World som en kunde med et enormt uforløst digitalt potentiale, hvor vi kan skabe værdi rundt i alle kanaler. Øge relevansen på websitet, men også via eksempelvis marketing automation.

– Vi ønsker at sætte medlemmet i centrum, øge kundetilfredsheden og på sigt, udvide og udfordre os selv med nye teknologier og services, understreger Tobias Støier, Senior Creative Strategist hos Dwarf.

Første projekt er udvikling og implementering af et nyt website i Danmark og Polen.