Det er kun godt fire måneder siden, at reklamebureauet Gotcha så dagens lys. Lige siden har der været fuld fart på arbejdsopgaverne, og Gotcha har budt en række nye kunder og medarbejdere velkommen i butikken.

Gotcha har siden starten landet ni nye kunder, herunder Politiet, Tradium, LandboNord og Nordsøen Oceanarium, hvor opgaverne varierer fra komplekse tekniske løsninger og websites til nye grafiske identiteter og kampagner.

Foruden de nye kunder, så arbejder bureauet løbende på en række opgaver for mange af de kunder, som var med på rejsen helt fra starten, herunder Aalborg Lufthavn, Randers Tegl, Migatronic, Jutlander Bank, Sæby Fiskeindustri og LOGSTOR.

– Den medvind og opbakning vi har haft de sidste  fire måneder har været intet mindre end forrygende. Det er et kæmpe cadeau til vores tilgang til markedet og kunderne samt ikke mindst til vore medarbejdere, som hver dag yder et stort stykke arbejde for alle vores kunder. De lever i høj grad op til vores kundeløfte, ”we’ve got your back”, fortæller Rasmus Brostrøm, adm. direktør og partner.

Ny mand er ”plug&play”

Den spirende vækst kommer også til udtryk på medarbejderfronten. Pr. 1. oktober har bureauet fastansat Christian Stenbakken som konceptudvikler og projektleder.

Han er uddannet cand. public fra Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hans erfaring strækker sig bredt fra forretningsstrategi og research til knivskarpe koncepter og benhård journalistik for både B2B og B2C kunder.

Inden for kort tid forventer Gotcha ligeledes at ansætte yderligere en digital designer, og man er i dialog med flere potentielle emner.

– Vi er utrolig glade for at kunne byde Christian velkommen på holdet. Vi kender ham og hans arbejde særdeleles godt, så vi ved, at vi får en virkelig stærk spiller på holdet med ham. Vigtigst af alt er Christian ”plug&play”, for vi har mange opgaver, der venter på at blive taget godt hånd om, fortsætter Heidi Lüdeking, strategi- og konceptchef.  

Awardshowet ”Årets Brøl” har - som tidligere omtalt - også opdaget Gotchas succes. Det er blevet til hele 13 nomineringer fordelt på 12 kategorier, som afspejler bred diversitet i de indsendte bidrag.

– Vi er meget glade for, at vores arbejde er repræsenteret i flere kategorier, og at nomineringerne placerer sig inden for meget forskellige typer løsninger og kunder. Det vidner både om bredden i vores kompetencer, og at vi er gode til det, vi laver, uddyber Rasmus Brostrøm.