Den lille, men dog ikke minimale radiokanal, Radio Nord FM, der sender især til Nordsjælland, løb ind i en alvorlig lussing for nylig.

En Kantar Gallup måling havde nemlig vist, at radiostationen kun havde mellem 2.000 og 5.000 ugentlige lyttere, og af samme grund udeblev annoncørerne. For at føje spot til skade fortalte konkurrenten Bauer Media, der ejer bl.a. Nova, Voice, Radio 100 og Soft FM, vidt og bredt, at Radio Nord FM bestemt ikke var en kanal, der fortjente reklamepenge.

Hos Radio Nord FM flygtede sælgerne, fordi de ikke var i stand til at sælge reklamer, og Philip Lundsgaard, direktøren hos Radio Nord FM, siger:

– Vi har lidt et tab på over en million kroner i omsætning, tættere på to, en badwill hos vores kunder vi skal rette op på, medarbejdere der har sagt deres stilling op i frustration over ikke at kunne sælge pga. de lave tal, og vores tillid til Gallup er ikke eksisterende.

Hos Kantar Gallup beklager man forløbet:

– Problemet var desværre af rent teknisk karakter, og vi kunne ganske enkelt ikke finde fejlkilden, siger Frank Klausen, vicedirektør hos Kantar Gallup.

– Det er meget beklageligt, men vi har fundet fejlen, og har publiceret, at Radio Nord FM i uge 48 havde 82.000 lyttere. Det hjælper dem ikke andet end fremadrettet, og jeg vil gerne endnu engang beklage, at en fejl af den karakter finder sted.

Kantar Gallup har ikke en kontrakt med Radio Nord FM, men måler naturligvis på de fleste radiostationer på vegne af Danske Medier. En eventuel erstatning til Radio Nord FM kommer derfor ikke på tale.

At det har taget seks måneder at finde og rette fejlen beklager Frank Klausen naturligvis også. Han begrunder den lange ventetid med, at det simpelthen ikke var muligt at finde ud af, hvor fejlen lå. Og da det var første gang, at Kantar Gallup skulle måle på Radio Nord FM, havde man ikke tal, man kunne holde op mod de lave lyttertal, som altså var fundet ved en fejlbehæftet metode.

Det er nu op ad bakke for den lille radio, der altså trods alt havde 82.000 lyttere i uge 48.