Grundfos’ marketingafdeling er i rivende udvikling og har store ambitioner – og pr. 1. november betyder det en forandring i det organisatoriske set-up.

Fra denne dato bliver Grundfos’ interne reklamebureau, BrandBox, således outsourcet til en samarbejdspartner, der fremover vil være ansvarlig for at opbygge en stærk og agil bureaukompetence på Grundfos’ egen adresse i Bjerringbro.

Valget af samarbejdspartneren er efter en længere proces faldet på Agency Spring – et af Grundfos’ lead bureauer gennem et årti.

Ideen om at outsource det interne bureau til en ekstern partner er ikke ny i global forstand, men i Danmark er den et særsyn.

Fordelene ved konstruktionen er dog til at få øje på for Morten Bach, Grundfos’ Group VP for Group Marketing and Sales Development. Han ser frem til at se den nye model folde sig ud:

– Vi har i dag et godt samarbejde med to eksterne marketing bureauer. Derudover har vi et internt bureau med en håndfuld dygtige medarbejdere, samt et antal freelancere, siger Morten Bach.

– Men det at drive reklamebureau er ikke en del af vores kerneforretning, og vi kan se flere muligheder i at gøre Agency Spring til arbejdsgiver for medarbejderne i vores interne bureau. Vi kan f.eks. ekspandere hurtigere og bliver i stand til at udvikle vores marketingkompetencer, så de passer bedre til den digitale virkelighed vi befinder os i.

– På den måde kan vi bedre løse opgaver, der i dag outsources til en række eksterne samarbejdspartnere. Og det skal selvfølgelig kunne ses på resultaterne, at vi samler og effektiviserer vores opgaveløsning på den måde, siger marketingdirektøren.

Armslængden skærper appetitten

For Agency Spring er ambitionen med BrandBox klar:

– BrandBox skal være Grundfos’ lokale bureau, der er i stand til at levere globalt, siger Peer Brændholt, CEO i Agency Spring.

– Vi skal være så tæt på Grundfos, at det føles nemt og naturligt at bruge os til en række opgaver, men samtidig have den armslængde der gør, at vi står på tæer for at levere et konkurrencedygtigt produkt til en konkurrencedygtig pris.

– Og så skal vi løbende tilføre nye kompetencer, så de medarbejdere der starter, hurtigt får flere kollegaer.

Agency Spring kommer til at bygge en stærk bro mellem BrandBox og bureauets vietnamesiske set-up i Ho Chi Minh City. Her skal der fremover løses en række produktionsopgaver – noget Agency Spring i forvejen har stor succes med for kunder som LEGO, Jysk og Kop & Kande.

I forbindelse med outsourcingen overdrages de nuværende medarbejdere i BrandBox til Agency Spring.

Lotte Filskov, som i dag er strategisk konsulent hos Agency Spring, kommer til at stå i spidsen for den daglige ledelse af BrandBox.