I dag løfter tre af Danmarks tunge folk inden for netværks- og sikkerhedsbranchen sløret for deres nye virksomhed: Wingmen Solutions A/S.

Stifterne Kåre Christensen, Morten Kolind og Stig Abildsø kommer ud af en årtier lang fortid sammen i branchen, hvor Stig Abildsø og Kåre Christensen senest var med til at opbygge Axcess.

Morten Kolind har blandt andet en fortid som salgs- og marketingdirektør i NetDesign og de seneste to år har han været salgsdirektør i Axcess, hvor han har arbejdet med integrationen i Atea.

Wingmen Solutions vil tilbyde Cisco-løsninger til virksomheder i hele Danmark, og har kontorer i København og Aarhus.

Det nye selskab bliver skabt ud fra en ambition om at kunne tegne en særlig profil og kultur:

– Vi skaber en virksomhed, hvor man altid leverer personlig service og er til stede i den enkelte virksomheds virkelighed. Samtidig vil vi opbygge en kultur, hvor man er drevet af viljen til at gå den ekstra mil for vores kunder og samarbejdspartnere, siger Kåre Christensen.

Vil være bedst, men ikke størst

En ”kundefokuseret tilgang” skal tale til efterspørgslen i markedet hos især små og mellemstore virksomheder:

– Vi ved, at mange hellere vil være en stor kunde i en lille butik end en lille kunde i en stor butik. Det passer til vores ambition om at være bedst og ikke størst, og vi har erfaringen og evnerne til at leve op til det. Jeg tror også, at vi kan tiltrække mange dygtige profiler, der gerne vil være en del af dette nye set up, siger Stig Abildsø.

Virksomheden vil levere ”de netværks- og sikkerhedsløsninger markedet efterspørger”. Samtidig har de en klar strategi om at være til stede og hjælpe kunderne med den igangværende transition fra hardware- til mere software baseret løsninger, hvor automatisering i netværkene bliver øget:

– Vi er ikke bundet af en allerede fastlagt organisation eller måde at gøre tingene på, så vi kan sætte et hold af ambitiøse medarbejdere, der følger med tiden og udviklingen mod mere automatisering, siger Kåre Christensen og tilføjer:

– Det handler i bund og grund om, at vi vil skabe en arbejdsplads, hvor vi selv har lyst til at arbejde i mange år. Vi har haft mere administrative roller de seneste år, og nu glæder vi os til at komme ud i marken og igen stå ansigt til ansigt med dem, vi arbejder med.

Et stort hul i markedet

Det totale marked for netværk, sikkerheds og services i Danmark vurderer de tre til at være på ca. 3.5-4.0 mia. kr. stort, og it-markedet voksede ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik med 8 pct. fra 2014 til 2015.

I øjeblikket drives markedet primært af Axcess, Conscia og TDC/Netdesign, og det ser Wingmen Solutions som en mulighed:

– Vi ser en kæmpe åbning i markedet, da der er tre store partnere, der sidder på mere end 90 pct. af Cisco-markedet, som tegner sig for 80 pct. af det danske marked for netværk og sikkerhed.

– Alle partnerne har enten generelle udfordringer eller har flyttet fokus fra det danske marked – og det giver os en unik mulighed for at tage markedsandele, mener Stig Abildsø.

Kommunikationsbureauet København har hjulpet selskabet med at blive flyvefærdigt og parat til at kommunikere i markedet.

Fakta

  • Kåre Christensen fungerer som adm. direktør og partner, med fokus på Østdanmark.
  • Morten Kolind er direktør og partner med fokus på Vestdanmark.
  • Stig Abildsø vil fungere som bestyrelsesformand og arbejde med forretningsudvikling.
  • Alle tre ”netværks-veteraner” har mere end 20 år erfaring med salg af netværk og sikkerhedsløsninger – primært baseret på produkter fra Cisco Systems.