Tidligere på året blev det meldt ud, at det hæderkronede Omnicom-ejede reklamebureau DDB (Doyle, Dane, Bernbach) havde nye planer for sin nordiske tilstedeværelse.

Det betød, at en ny konstruktion skulle skabes, hvor bureauerne i Danmark, Sverige, Norge og Finland blev samlet i ét bureau med én fælles bundlinje og et nyt navn: Nord DDB.

Det er nu – delvist – faldet på plads, og det nye nordiske bureau er i luften med bl.a. en video (som du kan se i bunden af artiklen), hvor tankerne bag den nye konstruktion, og en ny visuel identitet, præsenteres.

Planen er, at det nye bureau skal arbejde åbent sammen på tværs af landegrænser, og det vil dermed kunne tilbyde kunder adgang til den ”kollektive kreative hjerne”, som de godt 350 medarbejdere i Nord DDB udgør.

Danmark med pr. 1. januar

I første omgang er det i Sverige, at Nord DDB lanceres med fuld kraft, de øvrige lande kommer med drypvis over den næste måned, forklarer Anders Wik, CEO for DDB Copenhagen.

- Lanceringen af Nord DDB handler om to ting: fælles identitet og tankesæt på tværs af alle nordiske lande og en fælles bundlinje for alle bureauer. Den første del har vi taget hul på nu, og den mere funktionelle del med ny virksomhedsstruktur og fælles bundlinje er gældende fra 1. januar 2018, siger han.

Han kommer, i øvrigt ligesom resten af den nuværende trekløver-ledelse i DDB Copenhagen, Thomas Fabricius og Thomas Erichsen, til at indgå i det nye nordiske bureaus ledelsesteam, hvor ejerskabet bliver 50/50 mellem partnerne i de eksisterende nordiske bureauer i DDB og DDB.

Du kan se videoen, der præsenterer det nye nordiske DDB, her: