KLUMME: Selvom Snapchat kun er fem år gammel og Periscope blot har to års erfaring, så afspejler de begge på rammende vis den hurtige, flygtige men også målrettede distribution som forbrugerne forlanger for at acceptere gode budskaber. Denne fragmenterede og mangfoldige distribution vil i fremtiden kun tage til i styrke.

Marketingchefen vil stadigvæk have brug for et reklamebureau, men det bliver i fremtiden en helt anden samarbejdspartner end den, vi kender i dag. Content vil nemlig i fremtiden i mindre grad blive produceret af et eksternt reklamebureau.

Tværtimod vil produktionen af indhold til markedsføring af moderne virksomheder, i højere grad blive insourcet tilbage til virksomheden. Den perfekte distribution af indhold bliver til gengæld afgørende, og derfor også et felt, hvor virksomhederne stadig vil have behov for gode eksterne partnere.

Den digitale transformation, som sker alle steder i højt tempo, gør, at behovet for effektiv distribution af virksomhedens budskaber vil stige. Og her kommer bureauerne til at spille en vigtig rolle. Dem, der formår at tilbyde den mest effektive distribution af indhold, vil blive marketingdirektørens foretrukne samarbejdspartner.

Distributionen skaber succesen

Mange virksomheder erkender allerede i dag, at troværdig identitet langt hen ad vejen er defineret af evnen til at distribuere indhold på en intelligent og effektiv måde. Content skabes i dag gennem kundedialog på forskellige platforme og sociale medier i et samspil mellem især marketing, produktudvikling og forbrugerne.

Det viser Accentures analyse, ”You Are Your Content – Annual State of Content 2017”, der er foretaget blandt mere end 1.000 ledere fra 14 lande på tværs af 18 industrier. Den viser også, at det er distributionen, som definerer succesen.

Det betyder, at der stilles krav til både marketingafdelingerne og deres reklamebureauer om helt nye kompetencer. Målet er nu at forstå, hvordan kunderne kan konvertere indhold til kunderelationer gennem strategisk distribution. En effektiv og strategisk distribution, der kun rammer plet, hvis den baseres på data om kundernes behov, vaner, adfærd og situation.

Der er stadig plads til eksterne partnere

Viden om kunderne er helt afgørende for muligheden for at målrette, vælge og tilrettelægge distributionen, så indholdet leveres på den udslagsgivende platform, ”just in time” og med det aktuelle budskab i det relevante format.
Data analytics spiller den afgørende rolle i forhold til leveringen af budskabet. Intelligent distribution vil med andre ord i fremtiden være en spidskompetence af langt højere karat end traditionel content produktion. Kun 24 procent af respondenterne i Accentures analyse føler sig dog klar til at benytte nye distributionskanaler.

Det er således en monumental opgave, der ligger foran marketingafdelingerne: På den ene side kommer de til at tage en større del af content-produktionen tilbage fra reklamebureauerne.

På den anden side skal de også magte opgaven med at arbejde intelligent med distributionskanaler. To tredjedele af respondenterne i Accentures analyse vurderer da også, at de har et stort behov for professionelle eksterne partnere til at løfte opgaven med at engagere forbrugerne.