IT-virksomheden Atea har valgt et nyt strategisk lead-bureau til at styrke positionen inden for udvalgte forretningsområder - og indfri vækstmål på produktsalg.

Valget er faldet på B2B-bureauet Pravda, som efter en omfattende bureaukonkurrence over flere faser ifølge parterne blev valgt på baggrund af to faktorer:

For det første har bureauet mangeårig erfaring med IT-branchen og dermed nødvendig indsigt i det komplekse marked.

For det andet har bureauets særlige fokus på B2B været med til at styrke både branding, lead-generering og salg for flere andre danske og internationale B2B-virksomheder, herunder Stofa Erhverv, Danfoss og OK Erhverv.

Professionelt oplæg

Ateas direktør for Marketing & eCommerce, David Demsitz, glæder sig da også til samarbejdet og siger om baggrunden for valget af Pravda:

- Igennem hele processen har Pravda vist sig kompetente og dedikerede. De kom med et professionelt og gennemarbejdet oplæg, som viste, at de forstod vores forretning og value propositions. Vi søgte en partner, der mestrer brand building, go2market-strategi og stærk digital forståelse – og alle de parametre fandt vi hos Pravda.

Og hos Pravda selv, er der selvsagt også stolthed over det nye samarbejde:

- Atea er en absolut drømmekunde. Vi ser oplagte muligheder i et marked, hvor man går alt for generisk til værks. Hos Atea ser vi dels en udtalt ambition og lige præcis det mod, der skal til for at få skabt en nødvendig og eksplicit konkurrencefordel, siger bureauets CEO Mette Hejl.

Flere store B2B-brands

Med det nye Atea-samarbejde føjer Pravda endnu en stor dansk IT-virksomhed til kundelisten.

En liste, der blandt andet tæller Business Intelligence-virksomheden Inspari, som Pravda bl.a. har skabt ny identitet og brandposition sammen med. 

Det aarhusianske bureau arbejder i dag sammen med en række af stærke B2B-brands, herunder Kamstrup, Stofa Erhverv, Danfoss, OK Erhverv, Nordea Ejendomme og B8.

For de to sidstnævnte har Pravda i øvrigt netop vundet to Red Dot Awards -  en af verdens mest anerkendte designpriser - i kategorien ”Communication Design”.