Et strategisk skifte, der har til formål at sætte design og kreativitet endnu højere op på agendaen, betyder at der skiftes ud og møbleres om i ledelsen hos det danske designbureau Kontrapunkt.

Den hidtidige adm. direktør, Rikke Nalepa Olesen, fratræder således sin stilling på bureauet, som i samme ombæring også har valgt at nedlægge adm. dir.-titlen.

Og det strategiske skifte er udtryk for ønsket om at integrere disciplinerne endnu bedre med en ”creative first” mentalitet, hvor kreativitet kommer øverst på dagsordenen, forklarer bureauets grundlægger Bo Linnemann.

- Målet er, at det kreative skal være det grundlæggende omdrejningspunkt, og i kraft af en kreativ ledelse forplante sig ud i hele bureauets kultur, siger han og udtrykker samtidig stor tak til den afgående adm. direktør, Rikke Nalepa Olesen:

- Vi skylder Rikke en kæmpe tak for hendes indsats. Hun er en stor personlighed, som efterlader os i exceptionelt god form. Hun har været enormt vellidt og respekteret for sin høje faglighed blandt såvel kollegaer som kunder, lyder det fra Bo Linnemann.

Naturligt generationsskifte

I de senere år har bureauet oplevet, hvordan design er blevet et mere og mere centralt værktøj i forretningsudvikling, og ikke mindst hvordan designfaget udvikler sig i mange forgreninger fra service design til UX og motion design.

Så for at leve op til sit eget løfte om at skabe holistiske brandoplevelser med identitetsdesign i centrum, gør bureauet nu en designer ansvarlig for at forene alle discipliner.

Med Philip Linnemann som ny øverste ansvarlige sætter Kontrapunkt også generationsskiftet i den 35-årige virksomhed op i gear.

Philip Linnemann er søn af Bo Linnemann, en af Kontrapunkts stiftere, og han har om nogen fået både design og Kontrapunkt ind med modermælken.

Og en del af hans job bliver da også at sikre, at udviklingen flugter med Kontrapunkts lange historik, samtidig med at skabe rum for en ny generation af kreativitet og nytænkning.

- Med sin baggrund som både designer og strateg er Philip et eksempel på den nye generation af kreative, som Kontrapunkt ønsker at være med til at opfostre i branchen, siger Bo Linnemann, som i øvrigt forventer, at 2018 kan gå hen og blive det bedste finansielle år i hele Kontrapunkts historie.

- Det tegner til det. Og det er i høj grad takket være den hidtidige ledelse, som har skabt et solidt økonomisk fundament, der nu skal bruges til at investere i fremtiden.

Om Philip Linnemann

·      Philip Linnemann er 30 år og kommer fra en stilling som Creative Director i Kontrapunkts kontor i Tokyo.

·      Han er Bachelor of Arts i Grafisk Design Kommunikation fra Chelsea College of Art and Design og har en Master of Science i Innovation, Entrepreneurship & Management fra Imperial College Business School i London.

·      Før sin tid i Kontrapunkt har Philip været en del af Danske Banks innovationsenhed, MobileLife, hvor han har arbejdet som Corporate Entrepreneur og været med til at udvikle flere af bankens nye digitale forretningsområder.