Coop-ejede Konstellation & Republica har gennem de seneste to år været igennem en voldsom transformationsproces, der har forvandlet det engang primært taktisk stærke bureau til et, der har rigtigt mange kreative og strategiske strenge at spille på.      

Tænk blot på købet af Konstellation, oprettelsen af REACT og deltagelsen i Kollektivet, men den form for kreativ oprustning er naturligvis ikke gratis, hvilket også afspejler sig i bureauets regnskab for 2016.

Her er stadig sorte tal på bundlinjen, men de er skrumpet betragteligt ind  i forhold til de foregående år.

Bruttoavancen er faldet fra 72,5 til 69,7 mio. kr., mens årets resultat efter skat er snævret ind fra 6,8 mio. kr. i 2015 til 1,4 mio. kr. i fjor.

Masser af nye kunder

Det giver ifølge Susanne Lund, der kom til bureauet som CEO i 2014 fra en stilling som strategisk direktør i Bates Y&R, ganske god mening.

- En transformation af denne art tager tid, før den aflejrer sig på bundlinjen, men der opleves allerede mange positive resultater som følge af investeringerne i et stærkere strategisk og kreativt set-up – herunder markant flere uopfordrede newbizz henvendelser samt et markant højere kreativt niveau – som bl.a. har resulteret i, at vi er blandt de Top 5 mest nominerede bureauer til årets Creative Circle Award, siger hun.

Blandt de nye kunder i 2017 er Little Miracles, PurePharma, Stofa/SydEnergi, Sigdal Bakeri Danmark, Waves Shopping Center, flere nye strategiske opgaver for Coop samt et nordisk social media budget for gulvgiganten Pergo og et projekt for en streaming udbyder, der endnu ikke kan offentliggøres.

Republica A/S  (2016/2015/2014)

(mio. kr.)

Nettoomsætning:             166, 2/ 190.9/ 163,5

Dækningsbidrag:              69,7, 72.5 / 59,1

Resultat før skat (EBT):   2,2 /9,1/11,6

Årets resultat:                   1,4/6,8/8,5