Efter et 2016-resultat, der bar præg af omkostninger i forbindelse med fusionen med Kasters, er LEAD Agency på vej op i gear.

I 2017 steg omsætningen i LEAD således til næsten 37 mio. kroner mod knap 34 mio. kroner i 2016, og driftsresultatet (EBITDA) endte på 1,952 mio. kroner mod 938.000 kroner året før – altså mere end en fordobling.

Bundlinjen landede på knap 680.000 kroner mod 141.000 kroner i 2016 - et resultat, der ifølge bureauet blev opnået især på grund af en række større kampagner og gode langvarige kunderelationer spredt over spidskompetencerne inden for PR, Public Affairs og Corporate Branding.

- Vi er kommet ind i 2018 med et overskud – både økonomisk og som team. Motivationen er høj, sulten stor, og vi fornemmer, at vi i 2017 for alvor fik markeret os som kommunikationshuset, der udfordrer det eksisterende, udvikler nye sammenhænge og skaber dialog, der sætter aftryk, siger adm. direktør Søren Kaster.

Digitalt fokus

LEAD Agency beskæftigede i 2017 gennemsnitligt 34 fuldtidsmedarbejdere mod 28 året før og forventer i 2018, at der primært skal ansættes nye kollegaer med særlige spidskompetencer inden for digital og Public Affairs – og forventningerne til yderligere vækst fejler ikke noget:

- Samlet set er resultatet for 2017 tilfredsstillende, og forventningerne til 2018 er store. Vi har en stærk partnergruppe, en hårdtarbejdende ledelse og et skarpt hold af fantastiske kollegaer, der både leverer fagligt og socialt, siger Søren Kaster og tilføjer:

- Vi ser derfor enormt positivt og ambitiøst på 2018, hvor målet er at øge indtjeningen yderligere. Et særligt indsatsområde er det digitale, hvor vi allerede har godt fat og er klar med en række nye, stærke ydelser.

LEAD’s partnergruppe består af Søren Kaster, Torsten Jansen, Peter Albæk, Lars Volle, Anita Baun Hørdum, Eva Svavars og Barbara Saitta Bregendal.

Ledelsen på bureauet består af Søren Kaster, Anita Baun Hørdum, Eva Svavars, Nathalie C. Larsen (digital chef) og Farshad Shirmohamamdi – LEAD’s nye CFO, som er hentet fra Copenhagen Economics.

LEAD Agency blev stiftet i 2007 af Kresten Schultz Jørgensen, der ved årsskiftet valgte at gå selvstændig med et nyt bureau, Oxymoron.

Nøgletal

(tDKK)                            2017    2016

Nettoomsætning          36.973 33.818

Driftsresultat                1.952   938

Driftsresultat i %           5,3 %    2,8 %

Årets resultat                 677      141

Antal medarbejdere     34        28