Mange kender formentlig situationen fra deres arbejdsplads. En ny digital løsning skal gøre arbejdslivet nemmere for medarbejderne, men i en travl hverdag bliver forandringerne i højere grad til et irritationsmoment. 

Netop den situation har medicinalvirksomheden Mölnlycke sat sig for at forebygge ved at lade reklamebureauet Liquidminds stå for den interne formidling af de nye digitale muligheder.

Mölnlycke beskæftiger knap 7.500 medarbejdere, og derfor er der i sagens natur tale om en stor opgave, når et nyt og omfattende online arbejdsredskab skal tages i brug.

Løsningen omfatter en række digitale platforme, der skal lette samarbejdet for Mölnlyckes ansatte på tværs af afdelinger, lande og kulturer. 

Fordele og muligheder skal kommunikeres

Og her er der erfaringsmæssigt brug for pædagogisk formidling og adfærdsændringer for at få implementeringen af nye systemer til at gå op i en højere enhed.

– Vores opgave bliver at formidle de mange fordele og muligheder i det nye kommunikationssystem til Mölnlyckes medarbejdere, fortæller Mads Kold, kreativ direktør i Liquidminds. 

– Når der sker markant nyt i en så stor organisation, kan det hurtigt føre til utilfredshed, hvis der ikke er en plan for kommunikationen til medarbejderne. 

– Derfor kommer vi til at lægge en strategi for, hvordan vi italesætter forandringerne positivt til alle lige fra produktionen til direktionen. Det handler dybest set om at ændre en potentielt negativ adfærd til en positiv adfærd. 

Han tilføjer, at formidlingen blandt andet skal ske via bannere og videoproduktioner, der skal forklare forandringerne og inspirere medarbejderne til at tage positivt imod det nye set-up.  

Den bredeste forståelse af opgaven

Mölnlycke er en global aktør inden for udvikling af medicinalprodukter og leverer blandt andet produkter til brug i forbindelse med sårbehandling, infektionsforebyggelse og operationer. 

Virksomhedens har aktiviteter i over 100 lande og har hovedsæde i Göteborg. Med en årlig omsætning på 1.443 millioner euro er der tale om en af de helt store spillere på markedet.  

Netop på grund af virksomhedens størrelse, og fordi medarbejderne er spredt ud over store dele af verden, var det afgørende for Mölnlycke at forbinde alle medarbejdere og gøre deres samarbejdsmuligheder bedre via en fælles digital arbejdsplads. Og ikke mindst at gøre forandringerne til en positiv oplevelse via en strategisk tilgang til formidlingen. 

– Vi valgte Liquidminds i konkurrence med flere andre bureauer, fordi de havde den bedste løsning og den bredeste forståelse for vores problemstilling, siger Bodil Czarnecki, der er Global Manager for Corporate Communications hos Mölnlycke. 

– For os handler det meget om at skabe ejerskab over det nye digitale set-up blandt vores medarbejdere, og i den forbindelse kommer Liquidminds til at spille en nøglerolle. Vi glæder os derfor meget til projektet og samarbejdet. 

En stor tillidserklæring

Også Vibeke Nannerup, CEO i Liquidminds, glæder sig over det kommende samarbejde, ikke mindst fordi det rammer ned i en kernekompetence hos bureaet. 

– Adfærdsdesign og dertil hørende komplekse kommunikationsløsninger er en disciplin, som vi efterhånden har stor erfaring i. At en virksomhed som Mölnlycke har valgt Liquidminds’ tilgang til at ændre digital adfærd på tværs af kulturer og funktioner er en tillidserklæring, som hele vores bureau glæder sig over, slutter Vibeke Nannerup.