M2Film var for få år siden kendt som ”bare” et dansk reklamefilmselskab.

I dag er M2 Group A/S derimod en international film- og entertainment-koncern med stifter Mads Munk i spidsen for hele koncernen.

Og det går ikke så ringe endda. Selskabet har netop præsenteret sit resultat for 2014, hvor M2 Groups selskaber i ind- og udland tegnede sig tilsammen for et resultat efter skat på 21,4 mio. kr., hvilket er mere end en fordobling af resultatet fra 2013.

- Vores overskud skyldes primært et øget fokus på effektivitet og nedbringelse af produktionsomkostninger. Vi arbejder målrettet på at sikre, at vi er i stand til at konkurrere med producenter over hele verden, og det kræver internationalisering. I 2014 er det lykkedes for os at få samarbejdet imellem koncernens selskaber til at fungere, hvilket afspejles tydeligt i årsresultatet, lyder det fra grundlægger Mads Munk i en pressemeddelelse.

Thailand rykker

I modsætning til de fleste danske film- og animationsselskaber, der normalt bruger mange underleverandører, er ambitionen i M2 Group at eje produktionen selv ved at have hovedkompetencer i egne selskaber.

I de senere år er der især blevet arbejdet intensivt på at udvikle animationsvirksomheden Picture This Studio Ltd i Bangkok.

- Vi købte de tidligere partnere ud i 2013 og indsatte en ny ledelse. Det har båret frugt i 2014, hvor Picture This Studio har bidraget til moderselskabets resultat med 5,5 mio. kr. Selskabet beskæftiger i dag 110 medarbejdere og er næsten på europæisk niveau i effektivitet og lønsomhed, lyder det bl.a. fra Mads Munk.

Duckling A/S i København, der primært arbejder med postproduktion, er efter en reorganisering og tilpasningsproces med ny ledelse i en god udvikling.

M2Film A/S i Filmbyen i Aarhus er også i vækst og har øget indtjening. Her arbejder 72 personer med produktion af reklamefilm og content marketing. Det er projekter, som enten sættes i gang via førende reklamebureauer eller ved direkte samarbejde med større annoncører på virksomhedssiden.

Kreativ enhed i London udvides

Det engelske selskab M2 Entertainment Ltd har en nøglerolle i udviklingen af nye underholdningskoncepter inden for animation og musik, som er kommende satsningsområder for koncernen. Med en placering i Londons kreative filmmiljø i Dean Street i Soho er der gode muligheder for at rekruttere de bedste kreative medarbejdere, både freelancere og fastansatte. Selskabet har med tilgang af nye kunder skabt et resultat på 7,4 mio. kr. og dermed bidraget væsentligt til M2 Groups indtjening.

London-afdelingen har p.t. 40 medarbejdere og forventes at vokse yderligere.

Hoved- og nøgletal for M2 Group A/S

Koncern, mio. kr.

2014

2013

Bruttoresultat

98,3

84,4

Drift - EBITDA

35,5

20,5

Af- og nedskrivninger

6,4

5,2

Primær drift - EBIT

29,1

15,3

Finans, netto

0,6

-0,5

Resultat før skat

29,7

14,4

Årets resultat

21,4

10,0