Maxus har taget endnu et markant ryk i 2016, og er fortsat det hurtigst voksende mediabureau i Danmark. Om end fra et lille udgangspunkt.

Bruttoavancen er vokset fra 11,7 mio. kr. til 17,9 mio. kr., hvilket svarer til en vækst på 53 pct. Også bundlinjen er forbedret, fra et minus på 1,6 mio. kr. til et minus på 350.000 kroner.

– Vi er meget stolte af vores udvikling og forventer lignende vækst i 2017. Vi har haft fornøjelsen af at invitere nye kunder som Spar Nord, IBM, Weber, Body Shop og andre ind i familien i 2016, siger Kristian Bæk-Mikkelsen, CEO hos Maxus i Danmark.

– Væksten kommer fra disse nye kunder og nye kompetencer. Maxus er et digital first, full service bureau og har et af det allerstærkeste datadrevne set-ups i markedet. Det vidner vores vækst om. Og så har vi de bedste og mest forandringsvillige kunder, man kan drømme om.

Men nye kompetencer koster penge?

– Ja, det er rigtigt. Vi fortsatte investeringerne i nye kompetencer sidste år, hvilket naturligvis prægede resultatet, men vi forventer en lignende vækst og betydelig forbedring af bundlinjen i 2017, slutter Kristian Bæk-Mikkelsen.

Det skal bemærkes, at GroupM, der ejer flere mediebureau-brands, fusionerer Maxus og MEC i løbet af efteråret under en global CEO Tim Castree.

– Bureauerne deler mange af de samme værdier, og fusionen vil give vores kunder det bedste, vi kan tilbyde i form af talenter, teknologi og værktøjer. Vi ser frem til at være med til at skabe en ny og endnu stærkere organisation for fremtiden, siger Kristian Bæk-Mikkelsen og MECs danske chef Thomas Nolsøe.

Nøgletal Maxus A/S

Mio. kr.                               2016/ 2015/ 2014

Nettoomsætning:            208,8/ 189,6/ 139,4

Bruttoresultat:                   17,9/ 11,7/ 10,3

Resultat før skat:             -0,35/ -1,6/ +1,1

Antal medarbejdere:      35/ 24