Legetøjskoncernen Top-Toy, der repræsenterer de to store kæder Fætter BR og Toys’R’Us i Norden, samler fra årsskiftet alle sine aktiviteter inden for annoncering hos Mediabrands.

Allerede i 2012 overtog Mediabrands opgaven med at håndtere Top-Toys retail-orienterede annoncering, primært rettet til forældre, mens annoncering henvendt til børnene blev varetaget af OMD.

Nu placeres den samlede annoncering til både børn og voksne hos Mediabrands, som dermed bliver legetøjskoncernens centrale, strategiske samarbejdspartner på tværs af hele Norden.

Baggrunden er, hedder det i en pressemeddelelse, dels Top-Toys fremtidige fokus på retail-forretningen, dels en optimering af medieindsatserne, da børne- og voksen-målgruppernes kommunikationsstrategi skal samtænkes.

Og hos Mediabrands glæder man sig naturligt nok over opgaven.

- Vi er stolte over, at det arbejde, vi indledte i 2012, og de opnåede resultater, betyder, at Top-Toy nu samler al annoncering hos Mediabrands, herunder alle digitale aktiviteter, siger CEO Michael Thim, Mediabrands, og fortsætter:

- Vi glæder os til at løfte den samlede annonceringsopgave for Top-Toy der kan drage fordel af vore digitale kompetencer og udnytte vores evne til at skabe synergi mellem butikker, varer og annoncering baseret på forbrugerviden.

Top-Toys nordiske mediabudget ligger i den pæne ende af de tocifrede millionbeløb, og virksomheden bliver med skiftet en af Mediabrands største, nordiske kunder.

Mediabrands er holdingselskabet over mediabureauerne IUM og BPN samt specialbureauerne Marvelous, Orion og MediaPrint.