Så er det strategiske og kreative reklamebureau Mensch atter i markedet med et regnskab, som vi kender det.

Bureauet kom ud af 2016 med et overskud på 7,4 millioner kroner, hvilket i runde tal er en stigning på 750 pct. i forhold til 2015-regnskabet, hvor bundlinjen kun var en lille million.

Managing partner Christina Tønnesen overtog posten 1. januar 2016, og hun har således bestået lakmusprøven.

En støt tilgang af nye kunder og projekter, men også en stærk indsats og fokus hos partnere og medarbejdere, er forklaringen.

– 2016 har handlet om flid, fokus og fællesskab. Vi har koncentreret os om det, vi er gode til; udvikling af kreativ og strategisk kommunikation for de lidt mere krævende kunder, siger Christina Tønnesen.

– Det fokus kan ses på bundlinjen, men en stærk økonomi er jo kun interessant, hvis den kan bruges til noget fornuftigt. Og i vores tilfælde handler det om mennesker.

Christina Tønnesen henviser til, at bureauet har intensiveret jagten på de bedste medarbejdere med en dusør.

– Vi søger en kontaktdirektør, der nok er for dygtig til at søge nyt job selv. Hun eller han skal kontaktes. Derfor udsætter vi nu en dusør på 50.000 kr. for den anbefaling, der kan føre til en ansættelse.

Mensch opfordrer til, at kandidatens ven, mor, kollega eller måske konkurrent skriver en anbefaling om kandidatens kvalifikationer. Bliver vedkommende ansat på Mensch, er der en dusør på 50.000 kr. for tippet.

Læs mere om de pekuniære muligheder her.

Mensch P/S 2016/2015

(mio. kr.)     

Bruttofortjeneste:            16,1/ 14.1

Resultat:                           7,4/ 0,96